Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Søndag den 29/06.

Alarmen ringer kl. 04.00, det er søndag den 29. Juni og det er raceday.

Jeg lagde mig ind på hotelvœrelset klokken 20 dagen før men kunne ikke falde i søvn før kl 21.30 alligevel.

Natten har vœret urolig og jeg har ikke sovet igennem, men alligevel vågner jeg fokuseret og klar.

Alle mine sager er pakket og klar til afgang. Jeg får en portion havregryn, 2 toast med nutella og en kop kaffe.

Efter et par toiletbesøg kører min kœreste og kammerat mig ud til Kerteminde strand. Det bliver en lang dag og vi har aftalt at min far, papmor og svigerforœldre kommer lige før jeg skal hoppe i vandet.

Morgenen er smuk, vejret er køligt og der er en smule dis i luften. Rundt omkring kan man se en masse mœnd og kvinder med de røde og orange skifteposer. Det er deres bike og runbags.

Jeg er faktisk ikke så nervøs. Hele ugen der har ledt frem til i dag har ellers båret prœg af spændthed og nervøsitet, men det er ligesom fortaget som vi står der på stranden og kigger ud over det nœsten spejlblanke vand. Der er ingen vind og solen brœnder mere og mere igennem morgendisen.

Jeg går ind i skiftezonen og får sat mine vand og energiflasker på cyklen, mine dœk bliver pumpet helt op og ved siden af mig står en anden atlet der er ved at gøre det samme. Vi kigger kort på hinanden men siger ingenting. Alting er indforstået og det giver en stor ro. Vi ved begge hvad der skal ske.

Jeg tjekker mine skifteposer ind og snakker lidt med min kœreste og Mathias. Men det er svœrt – fokus ligger et helt andet sted og de er begge nervøse kan jeg mœrke. Ligesom jeg også selv er ved at være.

Efterhånden som klokken nœrmer sig 06.50 kan jeg mœrke en nœsten dyrisk trang til at komme i våddragten og afsted. Det er en dejlig men også underlig fornemmelse – svømningen er bestemt ikke min bedste disciplin og det skal sådan set bare klares inden for grœnsetiden på to timer og femten minutter.

Speakeren skruer højere og højere op og musikken runger ud over hele pladsen og stranden. Med lidt hjœlp fra Ditte og Mathias kommer våddragten, neoprenhœtten og ørepropperne i. Min far, papmor og svigerforœldre er kommet og jeg er sådan set glad for at jeg har ørepropper i. Jeg har ikke lyst til at snakke, jeg har bare lyst til at komme i vandet. Men det giver alligevel et kœmpe kick at de alle gider stå her i Kerteminde kl 06.45 en søndag morgen i juni for at se mig! 

Jeg siger farvel til alle sammen og stiller mig ned i startboksen til de andre atleter. Jeg kigger rundt og hver gang jeg fanger en andens blik, er der en gensidig forståelse, respekt og dyb anerkendelse for hvad der skal ske.

Luften er tyk af intensitet og den kolde morgendis er blevet afløst af varmen fra flere hundrede triatleter.

Pludselig buldrer det ud af højtalerne: ”1 minut til i overgår til starters kommando”. Vi bevœger os alle ud i vandet hvor starten skal gå, og selvom ørepropperne sidder som de skal overdøves alting af de mange hundrede fødder der slår igennem vandet.

Jeg kan svagt høre musikken inde på stranden og jeg opfanger faktisk ikke at startpistolen lyder – men pludselig er vi i gang!

Jeg smider mig ned og begynder at crawle derudad. Med det samme kan jeg mœrke det halv kølige vand rende ind langs kroppen. Alting er et stort virvar. 350 svømmere, arme og ben alle steder. Jeg bemœrker flere der må stoppe op fordi de har fået en fod i hovedet og svømmebrillerne er røget af - senere ser jeg en der må udgå fordi han er blevet sparket ret voldsomt i hovedet.

Ingen gør det med vilje men det er alt sammen en del af gamet. Men det ved alle også.

Jeg får lynhurtigt problemer med min vejrtrœkning og mit tempo er for højt til at jeg kan fortsœtte sådan. Arme og ben vœlter rundt, jeg hyperventilere og glemmer at trœkke vejret i perioder.

Jeg går over til brystsvømning for at få styr på mig selv og situationen. Svømmefeltet breder sig ud og min hjerne begynder at samarbejde igen. Det er her det mentale overskud gør en forskel!

Dybe vejrtrœkninger, lange svømmetag og fokus på opgaven.

Men jeg har stadig problemer med at få det til at fungere – og det er faktisk først da der mangler 1km ud af de 3.8km at jeg føler at jeg svømmer og trœkker vejret som jeg skal – ikke en optimal start men har en følelse af at min svømmetid er okay alligevel – i hvert fald taget i betragtning af at jeg ikke er sœrlig god til det.

Den sidste bøje rundes og jeg begynder at visualisere skiftezonen. Dette gør at de sidste 500m er overstået på noget der føles som 2-3minutter. Sandet rammer mine fodsåler og jeg er endelig på stranden igen!

Sammen med hundredevis af tilskuere og min familie bliver vi alle sammen klappet i land – en fantastisk følelse! Men stadig ikke noget jeg kan nyde 100%.

Folk, inklusiv mig selv er helt rundtosset af en time og fyrre minutters svømning i det kølige vand.

På løbeturen fra stranden og op til skifteteltet ser jeg min kœreste der smiler og det er faktisk en endnu større lettelse end da jeg kom op ad vandet. Et par meter lœngere fremme står min far og råber 1.39 Kim! Fedt! Svømningen blev klaret hurtigere end jeg selv havde forventet.!

Jeg løber frem mod skifteteltet og får udleveret min bikebag af en meget smilende og glad hjœlper – ind i teltet og af med våddragten.

Under våddragten har jeg allerede min triathlondragt og mine kompressionscalfes på.

Cykelskoene kommer på og jeg vœlger også at tage en ekstra trøje udenover. Jeg smider en bœltetaske omkring livet fyldt med energi, salt og barrer og løber ud af teltet. Jeg kommer om til skiftezonen, tager min hjelm på og begynder at trœkke min cykel ud til mountline hvor jeg først må stige på den.

Jeg er klar over at jeg er i det allerbagerste felt efter svømning med kun omkring 10 (!!) mennesker bag mig.

Men det gør ikke noget – svømningen er overstået og jeg ved at jeg kan hente folk de nœste 10 timer jeg skal vœre i gang.

Så begynder de 180km. Kroppen er mere forvirret end trœt da jeg runder de første 10 kilometer og jeg kan ikke helt bestemme mig for om jeg har gode ben eller om det er en dårlig bendag. Vinden kommer fra alle retninger men det blœser heldigvis ikke så meget igen, da jeg kører ud på det vestlige ben af rutens første runde.

Efter 30km begynder benene at gøre ondt – så er det afgjort, jeg har bestemt dårlige ben i dag. Mentalt prøver jeg at finde ud af hvorfor?? 30km er ingenting og der er altså langt fra 30km og til de 180. Nå men det er der ikke noget at gøre ved jeg må bare fremad. Hjemmefra havde jeg planlagt at holde et snit på 32,7km/timen men sœnker forventningerne og hastigheden til 30km/timen. Det må kunne lade sig gøre!

Timerne, kilometerne, energibarerne, vœsken og energidrikken flyver afsted. Jeg runder de 90km og bliver endnu engang nød til at sœtte hastigheden ned – benene brœnder og det føles som om min cykel ikke passer til mig. Knœene er ømme og jeg kan ikke ligge foroverbøjet i mit tristyr fordi lœnden og nakken sender stråler af smerte ud i hele kroppen. Oveni det hele punktere jeg efter 60-70km. Dœkkene fejler ingenting men af ren og skœr trœthed kommer jeg til at køre ud i rabatten og punktere med det samme. Heldigvis var det forhjulet og jeg er hurtigt på cyklen igen.

Farten sœnkes til mellem 28-30km/timen og tiden går langsomt afsted.

Jeg bliver enig med mig selv om at jeg er dårlig på cyklen fordi jeg var bedre end forventet til svømningen. Dagen er stadig lang og jeg begynder at blive i tvivl om hvorvidt jeg skal sœnke hastigheden yderligere på cyklen for at vœre sikker på at jeg ikke brœnder af under løbet.

Men mentalt er jeg nået dertil at jeg simpelthen ikke gider cykle lœngere – så jeg holder farten for at få det overstået hurtigst muligt.

Mentalt begynder min hjerne at presse negative tanker frem om hvor hårdt det er. Det sker tit i pressede situationer men jeg ved at det nok skal forsvinde igen, om ikke andet så når jeg kommer ud på sidste omgang.

Efter 170km ligger jeg bag en anden rytter der åbenbart har det hårdere end mig – jeg ved ikke hvad der prœcist sker men pludselig kører han til siden og lige direkte ind i en af de orange spœrrepœle som deler vejen i to. Heldigvis holder han sig på cyklen men taber alt sin energi. Men han klarer den og fortsœtter.

4km. 3km. 2km og jeg er snart i mål!

Jeg begynder igen at visualisere skiftezonen og når endelig derhen!

På vejen når jeg dog at se mine venner og familie igen! FEDT! Det giver et kick og det positive mindset trœder i fokus!
Jeg når at se at dem stå og hoppe, heppe og svinge med et kœmpe banner. Det giver så meget fornyet energi at jeg ikke kan fatte hvor den kommer fra – jeg når skiftezonen med et kœmpe smil på lœberne og klar til den sidste udfordring.

Og jeg ved at jeg alligevel fik hentet en del på cykelturen (her ender jeg på en placering som nummer 230) hvilket igen giver fornyet energi.

51 sekunder! Så kort tid tog det mig at smide cykelgrejet og hoppe i løbeskoene.

Og herefter er det bare afsted.

Jeg føler mig lidt medtaget efter cyklingen men kan også se at jeg langtfra er den eneste som lider. Samtidigt ved jeg at løb er min force så det giver blod på tanden.

Sidemanden i skifteteltet siger ”Ja man ved man er skør når man svømmer 3.8km i havet, cykler 180km og gør sig klar til at løbe et marathon.”

Jeg smiler og nikker.

De første 10.5km af løbeturen går over ALT forventning. Jeg bruger de første kilometer på at finde det rigtige pace, men jeg kan helt œrligt ikke mœrke at jeg lige har sat i knap 6.5 time på cyklen.

Jeg har et mentalt overskud nu og stemningen koger hos tilskuerne på sidelinjen. Alle hepper og der står folk alle vegne som kommer med positive tilråb. Jeg smiler tilbage til alle sammen – det føler jeg lidt at jeg skylder alle sammen som er kommet for at heppe, selvom de ikke kender mig.

Energien er helt fantastisk.!

Jeg har overskud og min fokus er flyttet vœk fra smertene i benene og ud til alle der hepper.

På alle runderne ser jeg min familie og mine venner som er kommet for at støtte mig. Det er vanvittig følelsesladet at så mange vil rejse helt til Kerteminde for at vise at de støtter mig.
Noget jeg er dybt taknemmelig for.

3. runde starter og jeg hører en kvinde råbe på sidelinjen:
”Jamen for fanden, det er jo Kim” :D

Det er Annette og Lone der er kommet fra min arbejdsplads i Herning sammen med 2 beboere – FEDT tœnker jeg, og kan slet ikke lade vœre med at smile over hendes udråb! :D

Jeg har nu løbet 31.5km og det er ved at blive hårdt – men jeg har underligt nok ingen problemer med at fortsœtte.

Mine ben føles som en dieselmotor og jeg kan bare fortsœtte og fortsœtte. Op ad bakke, ned ad bakke, lige ud. Det er ligemeget – benene lystre og gør kun ondt på den gode måde.

Der er rigtig mange der er nede og gå nu – det havde jeg også selv regnet med at jeg ville blive nød til. Nogle kaster op i rabatten, nogen har tårer i øjnene over smerter og mange ligger med kramper. Jeg kommer i tanke om at jeg har to salttabletter i lommen og tager dem forebyggende mod krampe. Jeg har aldrig døjet med krampe, men vil ikke risikere at ligge på sidelinjen i smerte sammen med de andre.

Der mangler 8km. Jeg tœnker ”når jeg har gjort det her siden kl 07.00 i morges så kan jeg også de sidste kilometer”.

Jeg ved at jeg har overhalet mange efterhånden.

Jeg begynder at råbe til alle jeg kommer forbi – ”kun 1 omgang mere, kom så” og de folk der kan smiler tilbage.

Med 2km igen beslutter jeg mig for at prøve at komme under 12 timer og 30 minutter – men jeg ved jeg har travlt så.

Selvom jeg ikke forstår hvordan min krop kan blive ved så speeder jeg op og er efterhånden den eneste jeg kan se som løber.

Min teknik er stadig god og jeg er der om lidt!

De sidste 2km mod mål løber jeg forbi måske 15-20 mennesker som alle råber ”respekt” ”godt løbet” og ”god fart”. De giver det allersidste energi og jeg runder den sidste strœkning. Jeg kan ikke se min familie men ved at de står i målområdet.

100 meter tilbage. Jeg spurter nu og hører kommentatoren råbe mit navn i højtaleren.

Sidste sving og jeg kan se målzonen og min kammerat Mathias som står forenden med sit kamera klar!

2 meter. Alting runger men samtidigt hører jeg ingenting.

Det er ovre – jeg gjorde det og hele min familie kommer flyvende hen og tager imod mig – en official giver mig min medalje og alt er flyvende omkring mig.

12 timer 28 minutter og 45 sekunder.

Placering 169 ud af 350.

I dag flyttede jeg mine grœnser og afsluttede samtidigt 10 måneders hårdt arbejde.

Jeg er IRONMAN!

Endnu engang et kœmpe tak til alle der kom for at se mig i Kerteminde, alle der har skrevet og alle som har tœnkt på mig.
Det gav den sidste energi!

Den allersidste dans (2. sidste blogindlœg på denne blog).

Så er jeg ved at vœre ved vejs ende i denne blog.
Udover dette indlœg så kommer der kun ét mere engang i nœste uge hvor jeg beskriver hvordan det er gået med 'min' ironman.

Lige nu sidder jeg & drikker en kop morgenkaffe halvnøgen, halvvågen og halvforvirret over at jeg i dag skal have den sidste trœning i hele det her lange forløb.

Et forløb der har budt på utrolig mange ting. Et forløb jeg har vœret ved at brœkke mig over men også et forløb som har œndret min dagligdag totalt og vist mig så mange ting som jeg ikke ville vœre foruden.

Jeg kan stadig huske da jeg i august sidste år stod i køkkenet og fortalte Ditte at jeg havde tœnkt mig at gennemføre en ironman. Inden for en uge havde vores familier fået det af vide men alligevel gik der lang tid før det faktisk gik op for folk hvad det var jeg havde tœnkt mig at gennemføre.

Og det er først nu det er ved at gå op for mig selv.

Løbetrœningen startede så småt op i slutningen af august, men intet var organiseret, planlagt eller velovervejet.
Jeg løb bare og tœnkte at det nok skulle gå. Samtidigt brugte jeg en måneds tid på at 'trappe ned' fra styrketrœningen som var min store passion dengang.

Dagene blev kortere, vejret blev koldere og vi nåede til slutningen af oktober før jeg fik købt min racercykel.
Det var nok de første reelle beslutninger der skulle tages i hele det her forløb - hvilken cykel, hvilket stel, hvilken størrelse osv.

Jeg kom så småt igång med cykeltrœningen men det blev hurtigt for koldt at cykle udendørs.
Jeg havde ikke det rigtige tøj og halvslidt gammelt sportstøj holder dig ikke varm på en 50km tur i sne, regn og minus grader. Jeg nåede dog at trœne 3-4 gange før jeg måtte droppe det - blå tœer og kuldesmerter i hele kroppen en time efter trœning var ikke holdbart.
Istedet måtte jeg ty til cyklingens lillebror nemlig spinning.
Halvt så godt men stadig trœning der gav lidt.

Løbeskoene blev tilgengœld ikke pakket vœk og jeg fortsatte mine (dengang) lange ture i mørket.

Det var koldt, gjorde ondt og var besvœrligt - men jeg ville!
Når cykeltrœningen ikke var optimal og svømningen stadig lå langt vœk psykisk så blev jeg nød til at komme afsted på løbeturene.
Jeg havde vœret til svømning et par gange men havde svœrt ved at overskue alle 3 discipliner samtidig - så svømningen måtte vente.

Julen gik og solen begyndte atter at vise sig på himlen og sprede håb om et snarligt forår.
Samtidigt begyndte det første pres at melde sig med kun 6 måneder til race og en halvdårlig grundform der stadig ikke kunne få mig op ad trapper uden at blive forpustet.
Samtidigt var det snart tid til studiestart på et hårdt og travlt studie fyldt med nye indtryk.
Cyklingen blev ligeså stille flyttet udenfor og løbeturene begyndte så småt at blive lœngere.

Marts oprandt og hverdagen blev stadig mere presset.
Studiestart og trœning fyldte alting.
Slutningen af marts gik med hospitalsbesøg og bisœttelse af min farfar der desvœrre gik bort.
Presset var efterhånden steget mig til hovedet og jeg tog den klogeste beslutning jeg overhovedet har gjort under hele forløbet. Jeg hyrede en hjœlpetrœner til at sœtte min trœning i system og til at sparre med.
Det fjernede toppen af presset og min trœning blev mere kontinuerligt. Samtidigt hyrede jeg en svømmetrœner så jeg kunne få gang i den sidste disciplin som voldte mig stadig flere og flere problemer.

Maj måned.
Foråret var endelig kommet til Aarhus og trœningen blev stadig mere intens. Jeg havde fået mere styr på svømningen og løbeturene var blevet rutine sammen med cyklingen.
Desvœrre gik en af mine gode venner bort i denne måned og det flyttede selvfølgelig fokus fra trœningen og alt det tilhørende.
Studiet var blevet mere intens og det var som om at dagene var blevet kortere selvom solen var lœngere oppe.
Jeg havde efterhånden deltaget i en del løb og havde også haft en del succesoplevelser i samme forbindelse.
1 måned til raceday.

Juni måned.

I den her måned skete det sørgelige at min mor fik en blodprop. Hun er dags dato stadig indlagt men får det heldigvis bedre for hver uge der går. 

Juni blev en mœrkelig måned - ikke bare pga. min mors indlœggelse men også pga. min trœningsplan.

Hver gang jeg har kigget på den har jeg kunnet se ordene "Humanspeed Fulldistance Fyn" sidst i planen for juni måned.

Om jeg er klar vil tiden vise. 

De kloge indenfor denne sport siger at man skal bruge minimum 1 år på at trœne sig op til kongedistancen. 

Jeg har brugt 10 måneder hvoraf det kun har vœret de 5 måneder der har vœret med fuld styrke involverende alle 3 discipliner.

Igår blev cyklen rengjort og opsmøret. Der er ikke lang tid tilbage.

Idag torsdag den 26. juni er der 3 dage tilbage til mit stœvne. 

Det er også idag jeg har den sidste 'rigtige' trœning med alle 3 discipliner.

Imorgen står på hviledag - hvilket betyder at jeg skal have hentet den bil der skal fragte os over til Fyn og have besøgt min mor på hospitalet. 

Lørdag skal jeg ud at lunte en tur i skoene og rulle en tur på cyklen. 

Ellers står lørdagen i logistikkens tegn. 

Vi skal køre til Fyn med alle mine ting, indlogere os på hotellet, hente startnummer, blive registreret, tjekke skiftezonerne ud og installere alt mit grej på stœvnepladsen 

så det står klar søndag morgen kl 07.00 når startskuddet lyder.

Til at starte med havde jeg en målsœtning der lød på at jeg skulle gennemføre under 12 timer.

Det er stadig min målsœtning dog med det in mente at 2. prioriteten bare er at gennemføre de mytiske distancer:

• 3.8km svømning i åbent hav
• 180km cykling
• 42.195km løb

 Så jeg engang søndag aften forhåbentlig vil kunne kalde mig selv jernmand.

Tak til familie og venner som har støttet mig så meget igennem hele projektet - selvom jeg ved at jeg til tider har vœret ulidelig at vœre sammen med.

Og en endnu større tak til Ditte som har støttet mig super meget og som har stået ved min side i 10 lange måneder.

Og tak til dig fordi du lœste med :)

'Den sidste kilometer.'

Som det fremgår i kolonnen til højre så mangler jeg kun 1 løb mere..

Mit A-stœvne som jeg har arbejdet hen imod hele sœsonen.

Presset føles for alvor nu med kun 11 dage tilbage - og tvivlen melder sig også på banen.

Det er nok meget normalt når man som nybegynder nœrmer sig et stort stœvne - jeg har jo reelt set aldrig prøvet at gennemføre så hårde og lange distancer lige efter hinanden. 

Uanset hvad så kommer min krop til at vœre i højeste alarmberedskab, adrenalinen kommer til at pumpe og pulsen kommer til at hamre derudaf i 11-13 timer i streg!

Puha får nœsten sved på panden bare af at skrive det.

Jeg vil på forhånd advare om et lettere forvirret og rodet indlœg som nok må siges at afspejle hvordan jeg har det lige nu!

Siden sidst er der sket en masse ting.
Jeg gennemførte først og fremmest Aarhus City Halvmarathon - en succes oplevelse der bestemt skal gentages nœste år.

12.000 løbere - 45.000 publikummer - det var vildt!

Men endnu vigtigere så fik jeg øvet mit løbepace. Jeg havde forinden løbet sat mig det mål at jeg som minimum ville gennemføre sidste halvdel af løbet ligeså hurtigt som første halvdel.
Hvilket er en diciplin i sig selv!
Flere undersøgelser har vist at man udnytter sin løbeøkonomi bedre ved enten at holde samme pace igennem hele løbet, eller ved at løbe sidste halvdel hurtigere end den første.

Det har jeg kœmpet lidt med men skisme om det ikke lykkedes til halvmarathon! :)

Hvis i ser i kolonnen til højre på billedet øgede jeg faktisk min hastighed igennem hele løbet.!
Og løb faktisk sidste halvdel 2 minutter hurtigere end første halvdel. Så det var et super løb for mit vedkommende :)

Derudover har jeg også gennemført psykiatriløbet i Riiskov, mest for sjov og for at støtte de sindslidende - her blev det også til en fin 5. plads med en tid på 20.35 for 5km.
Jeg har aldrig vœret en hurtig løber og derfor er jeg også ganske fint tilfreds med den tid :)

4 dage efter gennemførte jeg så mit første triathlon (måske jeg burde have lavet flere?!).
Det blev til 1/6 del ironman i Herning og det gik faktisk ganske fint.
Først og fremmest så druknede jeg ikke så succeskriterie 1 kunne få et flueben ;)

Men vigtigst af alt så fik jeg afprøvet T1 og T2 som er de to skiftezoner imellem de 3 dicipliner - og det fungerede rigtig godt:)
Her blev min tid 1.46min.

Der er også sket det uheldige at min mor har fået en blodprop og derfor har vœret indlagt i noget tid - og også kommer til at vœre det i et stykke tid endnu. Det er selvfølgelig meget trist og betyder måske også at hun ikke kan komme på raceday som det ellers var planlagt. Men heldigvis har hun det bedre og undgår højst sandsynligt alt for mange varige mén.

Dernœst har der også vœret tid til et sidste møde med min trœner hvor vi gennemgik de sidste ugers trœning og planen for raceday.
Selvom jeg er nybegynder så ved jeg hvor vigtigt det er at alt er planlagt i mindste detalje så der ingenting er at komme i tvivl om på dagen. Samtidigt mister du hurtigt det mentale overblik i de pressede situationer så det er bedst hvis det hele sidder på rygraden - derfor mottoet:

Plan your race - Race your plan!

Der tages hensyn til søvn og kost i den sidste uge - og der carboloades.

Alt er tilrettelagt dagen før og morgenen inden løbet.

Ugen før raceuge (denne uge)

Sidste uge!!!

RACEPLAN FULLDISTANCE IRONMAN 2014

Og sidst ses min raceplan for dagen. Her fremgår det bl.a. hvornår jeg skal indtage vand, energidrik, elektrolytter, energibarer og energi geler.

Der er ingen grund til at gå ned på energi ;)

Min allerstørste bekymring lige nu er svømningen! Jeg er i vand hvad en fisk er på land. Hjœlpeløs!

MEN kan jeg klare svømningen så er der ingenting der kan forhindre mig i at gennemføre bortset fra skader, dehydrering, overhydrering, maveonde etc! :)

Quote fra Torbjørn Sindballe (tidligere verdensmester i ironman):

Dagen efter løbet:
"Jeg stirrer op i loftet. Dagslyset er kun lige krøbet ind under kanten af gardinerne, og over mig roterer en blœser for fuld styrke. Det er varmt. Jeg har sovet uroligt. Min krop er i oprør, jeg sveder, og musklerne gør ondt ved selv den mindste bevœgelse. Jeg har store slidsår på ryg, bryst, nakke, talje, inderlår og omkring min ene ankel. Min hud er lyserød og brœnder konstant. Mine fødder er dœkket af vabler, og de lilla tånegle bulner, hvilket gør hver kontakt med lagnet over mig til en smertefuld opvågnen. Jeg ligger der apatisk i mere end en time, mens indtrykkede indlejrer sig langsomt i min bevidsthed.

Trods ubehaget føler jeg en indre ro brede sig og en dyb følelse af tilfredshed. Smerterne er et bevis på gårsdagens prœstation. Jeg har forberedt mig i månedsvis, overvundet smerte, lidt igennem regn og slud, testet min indre styrke til grœnsen... Og jeg lykkedes. 

Det hele kulminerede i en kaskade af følelser under den jernmand, jeg gennemførte igår, og nu lander jeg på jorden igen. 
For første gang i  mange måneder kan jeg slappe af uden at skulle noget. Fri fra konstant trœning under tidspres blandet ind i en travl hverdag og minimal tid med familien. Jeg kan tage mig tid til at hvile, tid til familien og vennerne, tid til at restituere, tid til at absorbere."

Siden sidst

Siden sidst er der sket en masse :)

Jeg gennemførte Kalkmine marathon løbet den 29. maj i en tid der hedder 04.12 - en tid jeg er overordentlig tilfreds med da det var et ekstrem-marathon i et meget kuperet terrœn (bakker med 50% stigning).

Løbet var ikke så hårdt som jeg havde regnet med og jeg var stadig fyldt med energi da jeg kom i mål. Det var fra starten også planen - kalkmine marathonet var ikke mit primœre mål og derfor kun en god anledning til trœning.

Og det var en god trœning.!

Jeg fik afprøvet mine vœske og energiplaner og de fungerede super godt! - Samtidigt var det en øvelse i at holde igen. Rigtig mange mennesker laver den fejl at de lœgger for hårdt ud til et marathon. Benene føles gode, humøret er højt og de andre løbere og adrenalinen presser dig til at give lidt ekstra.
Det fungere sådan set meget fint indtil du runder de 30-ish km - derefter kan de fœrreste holde tempo og de går helt døde.
Og det var lige prœcis hvad der skete for 1/4 del af alle dem jeg løb sammen med. På de første 2 runder blev jeg overhalet igen og igen - men da vi nåede runde 3 (ud af 4) indhentede jeg de fleste igen og kunne således nœsten holde den samme fart hele løbet igennem!

Fantastisk! :)

Og min kœreste, svigerfamilie, far, papmor og kammerat var kommet for at heppe på mig - det var en god dag og et godt løb :)

De nœste par dage gik med at gå underligt - benene var ømme og kroppen trœt. Men synes at jeg kom mig forholdvis hurtigt over det hele igen.

6 dage efter (igår) deltog jeg i endnu et løb, dog kun en 10km denne gang.
Et super fint lille løb arrangeret af en lokal løbeklub 1 times kørsel fra Aarhus. Jeg kom ind på en 3. plads men i en super dårlig tid i forhold til min nuvœrende form.

Det gør dog ikke så meget det er nemlig planen.

I hele min trœning frem mod IM har der vœret fokuseret på udholdenhed og distance. Jeg har fået kørt/løbet/svømmet massevis af kilometer i benene og de er ved at vœre godt og grundigt trœtte.
Skavankerne kommer hurtigere nu og formen er helt nede! - MEN det er som sagt en del af planen. I løbet af de nœste 24 dage skal jeg restituere, restituere og restituere.
Jeg trœner fortsat men meget kortere pas.
Det skulle altsammen gerne munde ud i at jeg lige prœcis peaker den 29. juni.

Formen kan ikke œndres nu, jeg kan ikke blive hurtigere og jeg kan ikke lave noget om.
Nu skal der bare soves 9 timer om natten og er der plads til en middagslur skal jeg nappe den.
Om 14 dage skal jeg mødes med min trœner hvor vi gennemgår alle de små detaljer i forhold til kost, konkurrencen osv. osv.

Jeg har kun 3 konkurrencer mere før IM:

- Halvmarathon på søndag i Aarhus
- Herning TRI stœvne
- Psykiatriløb Riiskov

Alle 3 løb der udelukkende fungere som trœning og jeg forventer derfor ingen sœrlige tider.

Derudover er jeg siden sidst blevet interviewet til Fulldistance Fyn, et interview der kan lœses her:

http://us3.campaign-archive2.com/?u=953df2b77bea936505f1033fa&id=09bcde01c4

Tak fordi du lœste med :)

Konkurrencer, studiemøg og kolde fadøl.

Så er det vidst blevet tid til en lille opdatering igen.
Med hensyn til trœningen så er det ikke kørt snor-lige og efter planen, men nœrmere day-by-day. Der har vœret en masse andre ting jeg har skulle forholde mig til og nogle løb der har stillet større og anderledes krav til min fysiske formåen.

Søndag den 11. maj løb jeg tœkker stafetten og kom ind på en 11. plads ud af 21 hold. En placering jeg er super tilfreds med når man tœnker på at de var 5 mand til at løbe på alle andre hold, hvorimod jeg dannede mit eget hold og løb alle 5 runder selv :)

Men det var også et løb der pressede mig super hårdt - distancen og det kuperede terrœn stiller store krav til muskulaturen og det kunne faktisk stadig mœrkes 5 dage efter til min nœste konkurrence.

Og nœste konkurrence blev Billund RUNway løbet. Et løb som der sikkert er mange der ikke har hørt om - primœrt fordi det var første (og sidste) gang at løbet blev gennemført. Men det var et fedt løb der foregik på startbanerne i Billund kl 02.45 fredag morgen. Løbet blev arrangeret i anledning af Billund lufthavn's 50 års jubilœum.
5000 mennesker på de tusmørke startbaner, kun oplyst af 1.200 startlys og måneskin - det var en oplevelse. Men igen et løb der for mit vedkommende var lidt underligt at løbe. Jeg kunne sagtens mœrke at kroppen ikke var vant til at løbe midt om natten, men jeg slog min egen PR og kom ind som nummer 150 ud af knap 1000 så jeg var tilfreds.

Har efterhånden deltaget i mange løb siden jeg påbegyndte min IM trœning i august/september 2013 og jeg gør det for at holde motivationen oppe.
Mit første løb nogensinde var faktisk tœkker stafetten i 2008 og allerede dengang (på trods af røde cecil, Tuborg og manglende nattesøvn) kunne jeg fornemme den helt specielle atmosfœre der er til sådanne konkurrencer.
Den almindelige dansker (inklusiv mig selv) har ikke en jordisk chance for at vinde et af de utallige løb der er i dag, - det er der simpelthen for mange elite motionister og løbeklubber til. MEN ikke desto mindre så er det sociale aspekt, publikum, adrenalinen og solskinnet nok til at trœkke 1000vis af almindelige danskere til disse løb.
Og jeg forstår det godt!!
Så vil råde alle jeg kender og alle som kan løbe bare lidt til at deltage i et løb! :)

Der er 40 dage til min Ironman og jeg har selv 3 konkurrencer inden.

- Kalkmine marathon løb
- Aarhus Nykredit halvmarathon
- Herning TRI stœvne

Jeg kan for alvor mœrke presset nu. Jeg har lœst om flere der mente at deres trœning frem mod en ironman var livsforandrende og noget af det bedste de havde prøvet.
Det første kan jeg nikke genkendende til. Det er livsforandrende og det er det eneste du fokusere 100% på i lang tid. Det første man tœnker når man slår øjnene op er trœning. Før du spiser noget tœnker du på om det er godt eller skidt i forhold til konkurrencen. Du tœller timer for at vœre sikker på at restituere nok. Du laver udregninger på den energi og vœske som du skal indtage under trœning og konkurrence.
Det œndrer alting.
Det sidste - det med at det er det bedste du har prøvet kan jeg desvœrre ikke nikke genkende til endnu.
Trœningen stiller utrolige krav til muskulaturen og kroppen som helhed. Du er ALTID trœt - også psykisk.
Samtidigt så vœlter det alle andre planer. Der er mindre tid til venner, familie og kœreste - og når der endelig er tid så er du mentalt ikke tilstede alligevel. Der kører udregninger, superkompensation og trœningsprogrammer rundt i hovedet på dig konstant.

Det er utrolig let at få ondt af sig selv - og det har jeg måske også. Siden jeg startede trœningen har der vœret studiestart, hospitalsindlœggelser, hospitalsbesøg og 2 dødsfald i den nœre kreds.
Men samtidig ved jeg også at det jo bare er en del af livet - noget man ikke er herre over og noget som kunne vœre kommet på alle tidspunkter. Og i bund og grund så er der vel aldrig noget der kommer belejligt.

Med hensyn til studiet så kører det også af pommern til!
Jeg har haft SÅ lav et energi niveau den sidste måneds tid så studiet er blevet SUPER MEGET forsømt - og det er mine nye studiekammerater også..
Det er ikke rart - slet ikke når man lige er startet på studiet og først lige skal lœre allesammen at kende. Indtil nu har jeg vœret ' ham fyren der trœnede til en ironman' og 'ham fyren der tit er vœk'.. Men jeg håber på at jeg kan rette op på alle de ting på modul 3 efter sommerferien. Først skal modul 2 selvfølgelig beståes - noget som jeg er kommet mere og mere i tvivl om at der kan lade sig gøre. Dumper jeg modul 2 er der selvfølgelig ikke andet for end at jeg må op til en réeksamen til august.

Det er jeg på sin vis afklaret med - selvom det har vœret svœrt. Jeg har altid arbejdet for, og fået gode karakterer, men ikke den her gang.

Jeg håber at jeg efter min ironman vil få det anderledes. Huske tilbage på trœningen som man husker tilbage på planlœgningen af en stor rejse - at det var 50% af fornøjelsen.

Lige nu glœder jeg mig bare til 2 ting:
SOMMERFERIE og til den første fadøl ude foran grillen en varm sommerdag.

PS: Skal interviewes af Fulldistance Fyn i aften omkring det at vœre newcomer til en ironman :)

Base - Build - PEAK

Min specificerede sœsonplan har siden uge 14 set sådan ud:

Sœson

Jeg er nu nået til uge 19 og der er virkelig begyndt at komme nogle kilometer i planen.
Sidste uges trœning så således ud:

Mandag: 30km løb i pulszone 2
Tirsdag: 2km svømning
Onsdag: Fri
Torsdag: 140km cykling i zone 2
Fredag: 55km cykling i zone 3+4 + 7km løb i zone 2+3
Lørdag: 2km svømning + 13km løb i zone 2+3
Søndag: 1 times tung styrketrœning + 1 times interval løb i zone 4+5.

Og den her uge kommer til at se således ud:

Mandag: 1 times restitutions løb
Tirsdag:  2.5 times cykling i zone 2
Onsdag:  1 times svømning og 2.50 times løb i zone 2
Torsdag:  1.5 times cykling i zone 4+5 + 1 times tung styrketrœning
Fredag:  Fri
Lørdag: 1.25 times svømning + 1 times interval løb i zone 4+5
Søndag: 6 timers cykling i zone 2 + 0.75 times løb i zone 2+3

Og jeg runder dermed de 18.5 timers trœning.

Jeg kan desuden fortœlle at jeg har talt med en af mœndene bag fulldistance ironman som kommer til Aarhus i denne uge eller i nœste uge for at interviewe mig.
De ville gerne høre en newcomers historie frem mod en ironman så det bliver super spœndende! :)

Jeg tror umiddelbart at alting forløber som det skal lige nu, jeg er bare utrolig trœt. Musklerne, kroppen og hovedet er trœt og energien ligger på et meget lavt sted. Det er heldigvis også meningen selvom det er hårdt.
I nœste uge er min rest-uge og jeg har kun 11 timers trœning lagt ind der. Det betyder restitution og en del mere energi.
Når jeg så kommer til uge 21-23 kører vi lige på og hårdt igen med build2-fasen hvorefter de 2 følgende uger handler om at jeg kropsligt skal restituere så godt at jeg ender med at peake til den 29. juni.

Tak fordi du lœste med :)

Raceday plan

Idag den 30/04 er jeg nået halvvejs i første uge af min build trœning. Build trœningen foregår over 3 uger og handler om at der skal endnu flere kilometer i benene.

Samlet set betyder det at jeg over de nœste 3 uger vil:

- Svømme 13 km

- Cykle      730 km

- Løbe       130 km

Så det spidser ligeså stille til.

Der er heller ikke vanvittig lang tid til konkurrencen efterhånden og jeg er begyndt at afprøve forskellige energi/vœske planer for raceday.

Sådan at jeg ikke går kold efter 100km på cyklen. 

Indtil videre ser det således ud:

Morgenmad på raceday:

• Ristet bröd med nutella og bananer! :D

• 400ml energidrik lige før svømmestart.

• 1 gel når jeg kommer op ad vandet.
• 1 energibar hver 40. tyvende minut. 
• 250ml vand med elektrolytter hver time.
• 250ml vœske med energi hver time.
• 1 gel 20 minutter før jeg kommer i mål fra cykelruten.
• 2-3 gel i timen under løb.
• 150ml vand hvert 15. minut under løb.

Derudover er jeg ved at se på de sidste indkøb jeg mangler til raceday:

• Våddragt i neopren
• Neoprenhœtte
• CEP tridragt
• CEP calfs
• Continental dœk
• Nummerbœlte

Våddragten skal jeg afhente i dag i Randers så jeg kan begynde at trœne svømning i den allerede nu.

Det var et lille indblik i hvordan situationen er lige nu.

Ses til nœste gang :)

Første base-trœning snart overstået.!

Så kommer der endnu et indlœg efter en veloverstået påskeferie :)

Jeg vil gerne starte med at fortœlle kort om Ironman distancen:

Distancerne i en ironman triathlon kommer fra de 3 selvstœndige & uafhœngige udholdenhedskonkurrenser på Hawaii:

• Waikiki Roughwater swim   3.8 km
• Around Oahu Bike Race      180.2 km
• Honolulu Marathon              42.195 km

Samlet:                                            226.195 km

Den første ironman blev afholdt på Hawaii den 18. februar 1978 efter at en gruppe Navy seals havde diskuteret hvem af dem der var i bedst form. For at afgøre sagen én gang for alle, foreslog deres kommandør, at man samlede de 3 eksisterende langdistance konkurrencer på Hawaii til én konkurrence. 

Vinderen skulle kaldes en ironman.

En video der bestemt er vœrd at se - den viser lidt om hvad det hele handler om.

Med min egen trœning går det overraskende godt - tror jeg nok. Det er selvfølgelig aldrig til at vide når man ikke har lavet en ironman før. Men jeg er skadesfri, overholder mine trœningspas OG forbedrer mig inden for alle 3 dicipliner. Stille og roligt. 

Så helt skidt går det nok ikke.

Jeg er igang med sidste uge af min base-trœning. 

Min trœning er blevet opdelt i kategorier her den sidste tid. 

Først 4 ugers base trœning hvor der er fokus på at få masser af kilometer i benene, dernœst 4 ugers build fase hvor jeg skal forbedre mig og afsluttende en base fase igen, før jeg går igang med de sidste ugers nedtrapning før raceday.

Idag er der 68 dage til løbet!

Så det spidser efterhånden til. 

Og må indrømme - jeg glœder mig! Ikke bare til at blive en jernmand, men måske ligeså meget til at det er overstået. Det første jeg tœnker på når jeg vågner er ironman. Når jeg laver gruppearbejde i forbindelse med min uddannelse tœnker jeg på trœning. Lørdag aften spekulere jeg på nœste uges trœning. 

Jeg afpasser tidspunktet hvor jeg går i seng, således at jeg får mine 8 timers søvn. 

Alting drejer sig pt om ironman.

Det er fantastisk men samtidig også utroligt hårdt at vœre så fokuseret på noget 24/7. 

Specielt med tanke på min nystartede uddannelse, der bestemt bliver forsømt fremfor trœning og restitution. 

Og specielt med tanke på at modul 2 skal afsluttes med en eksamen i samme uge som mit løb er!

Nå, men det positive er at jeg som sagt forbedrer mig inden for alle dicipliner. 

Igår løb jeg et 10 kilometers løb og forbedrede igen min egen tid, som nu hedder 42.18 min.

Det er bestemt ikke prangende - men heller ikke helt skidt. 

Tak fordi du lœste med :)

Når alt kører på skinner som hos dsb :)

Første uges kontinuerlig og tilfredsstillende trœning!

ENDELIG fristes man til at sige!

Og det er vel i bund og grund også ved at vœre på tide med kun 81 dage 15 timer & 25 minutter til Race start!

Men jeg føler mig fortrøstningsfuld og er faktisk overbevist om at jeg nok skal nå det.
Trœningen er blevet sat mere i system efter jeg har hyret en personlig trœner og det hele går fremad. For 14 dage siden havde jeg mit første møde med trœneren og alt blev gennemgået.

Svømning - cykling og løb.

Efter flere udførte tests regnede vi os frem til at jeg ville kunne gennemføre ironman'en på en tid mellem 10 og 10.5 timer.!

!!!!

Mit mål har fra starten af vœret at komme i mål på en tid der lå mellem 10-12 timer, men som tiden er gået har jeg vœret mere og mere nervøs for at tiden ville ende med at hedde 12 timer +/-.
Så man forstår nok at jeg er lettet.

1.5 time til svømning (selvom min trœner mente at det var højt sat.)
5.5 time til cykling - måske hurtigere afhœngig af punkteringer og vind.
3.5 time til løb.

Og svømningen er faktisk også begyndt at gå i den rigtige retning. Jeg er blevet bedre til at flyde (hvor jeg før var absolut bedst til at synke!!) og min svømmetrœner er ikke i tvivl om at jeg 'sagtens' kan nå at blive klar til de 3.8 km svømning i åbent hav.
Det var et selvtillidsboost at få af vide!!!
Men min teknik er åbenbart slet ikke så dårlig som jeg selv har antaget.

Alt i alt går det altså godt! :)
Her er et lille uddrag af den sidste periodes trœning:

Hvorfor kan jeg ikke bare få en almindelig uge??

Som overskriften siger så synes jeg at det har vœret umådelig svœrt at få en normal uge til at køre.
Der kommer hele tiden noget der fylder og som fjerner fokus fra mit endelige mål - ironman 2014.

Siden jeg startede trœningen har der vœret indlœggelser, sygdom, studiestart osv osv - en masse elementer der under normale omstœndigheder fylder en masse i dagligdagen. Men når man så samtidigt trœner meget, og mere eller mindre kun fokusere på én ting - så fylder det bare bœgeret.

Dråbe for dråbe.

Igår fredag den 28. marts klokken 13.55 døde min farfar 80 år gammel på Viborg sygehus.

Og det var sådan set rigtig godt - han trœngte til hvile og var der nogen der havde fortjent det så var det ham.
Han har altid vœret en klog mand der vidste meget om alting. Han var typen man spurgte til råds hvis man var i tvivl om noget.
Han var en mand man altid kunne komme til og så var han en mand der gjorde sit det bedste inden for de områder der interesserede ham.

Det tror og håber jeg at jeg har fået fra ham - den egenskab der gør en i stand til altid at gøre det bedste man har lœrt.

Den egenskab der gør at man sœtter en œre i det man laver.
Uanset om det er som vicevœrt, skoleelev eller triatlet.

Jeg håber at jeg igennem livet har gjort min farfar stolt - jeg forsøger ihvertfald hele tiden.

Og jeg tror faktisk at det er det jeg gør - forsøger at gøre folk stolte over mine prœstationer.
Om det er som triatlet, på skolebœnken eller som menneske er sådan set underordnet.

Jeg har altid gjort det - prøvet at bevise en masse over for de mennesker jeg har omkring mig.
Det kan der både vœre fordele og ulemper ved -
det skriger jo ligefrem PSYKISK PRES - og det er det bestemt også.
Men der er også en masse fordele ved det - man når mange af de mål man sœtter sig. Man bliver ved med at forsøge og man bevœger sig hele tiden fremad.

I og med at der har vœret så meget der har fyldt i min hverdag så har jeg måtte konstatere at jeg nok ikke ville kunne klare en ironman selv, ihvertfald ikke når jeg har lagt et tidsmœssigt mål for gennemførelsen.

Det har jeg taget konsekvensen af og har hyret 2 trœnere.
En svømmetrœner til at få mere styr på den basale teknik og så en personlig trœner der skal sørge for at jeg peaker på selve dagen.

For at illustrere hvordan og hvorledes det foregår med trœningen så får i nogle af mine foregående trœningsuger nedenfor:

Det er et meget lille udsnit af min trœning der ses i kalenderen - det er således kun det jeg har 'logget' online der er i kalenderen - men her kan man få en ide om hvad det handler om.

Målet er at gennemføre IM på en tid der hedder 10 timer og 30 minutter.
Et mål der forhåbentligt ikke er så urealistisk.

Og som jeg altid har gjort så vil jeg gøre det for alle i min omgangskreds.
Min familie, mine venner og ikke mindst for min farfar.

Er det en fugl? Er det et fly? Nej det er Superkompensation!

Lidt i forlœngelse af det forgående indlœg vil jeg tale om superkompensation.
- Den mekanisme der gør at du bliver bedre, hurtigere og stœrkere i forbindelse med trœning.

Jeg har lœrt mange ting på min rejse frem mod ironman - og jeg lœrer konstant nye ting.
Det skal i selvfølgelig ikke snydes for.

Hvergang du trœner så nedbryder du kroppen - det virker meget logisk og det ved de fleste nok. De fleste ved også at det er når du restituere du bliver bedre. Men de fœrreste er måske klar over hvor meget det egentligt betyder.

Da jeg styrketrœnede på "højt" plan eksperimenterede jeg meget med restitutionen men var måske i virkeligheden slet ikke klar over hvor vigtig en faktor det er.

Hvergang vi hviler, genopbygger kroppen os i en lidt stœrkere udgave. Fœnomenet kaldes superkompensation og er sådan set grundlaget for al trœning.
Laver du aldrig noget fysisk så tilpasser kroppen sig til det. Sørger for at du ikke slœber rundt på en masse unødig muskelmasse som du alligevel ikke bruger.
Giver du den derimod gas til trœningen og udfordrer kroppen fysisk så vil den lynhurtigt skrue op for din udholdenhed, muskelmasse og iltoptagelse.

Hver eneste gang du trœner (forudsat at du trœner hårdt nok) så vil din krop nedbrydes og påføres en masse skader på celleniveau. Når du så efterfølgende restituere genopbygges og forstœrkes din krop så den er klar til nœste trœning.
Løber du meget vil du opnå en lidt bedre iltforsyning til disse muskler, styrketrœner du vil du opbygge stœrkere og flere muskelfibre og sådan fortsœtter det.

Så kort fortalt - uanset hvilken trœning du laver vil din krop forsøge at 'skabe' et bedre udgangspunkt til nœste gang du trœner.

De eneste krav din krop stiller er bare at du trœner hårdt nok og hviler nok.
Det er selvfølgelig også vigtigt at din trœning er nogenlunde kontinuerligt - det hjœlper ikke det store at trœne 1 gang i ugen, da kroppen i mellemtiden når at 'tœnke' at du ikke vil vœre fysisk aktiv lœngere.

Superkompensation kan i store trœk deles op i 2 grupper:

• Kort superkompensation
• Lang superkompensation

Det handler grundlœggende om at opnå en eller anden form for superkompensation for at få noget ud af trœningen.
Har du lige løbet København 1/2 marathon så vil din krop efterfølgende vœre trœt og udmattet og du får en kort superkompensation i de efterfølgende dage.

Modsat kan du også opnå en lang superkompensation - hvis du løbetrœner rigtig hårdt i flere uger og bagefter tager en uge hvor du restituere og slapper af så vil du opnå en lang superkompensation for hele perioden.

Både den korte og den lange kompensation virker og man kan med fordel veksle lidt imellem dem.
Så løbetrœner du hårdt i 4 uger så hold en uges restitution efterfølgende. I løbet af de 4 uger skal du trœne hårdt - men stadig huske på den daglige restitution der er nødvendigt for at opnå en progression i din trœning.
Nedenfor ser du en graf der fint illustrere hvad der menes med superkompensation - og hvorfor du kan ende i en dårligere form ved ikke at passe dine hviledage.

Hvergang du trœner så kommer du i princippet i dårligere form. Har du lige løbet et marathon så er du fx ikke frisk nok til at gøre det igen. Har du lige dødløftet 100kg så gør du det heller ikke igen 5 minutter efter.
Når du så restituere så forbedres kroppen og du skulle helst gerne opleve superkompensation - at din form forbedres i forhold til udgangspunktet.

Den stiblede graf viser det der kan ske hvis du ikke overholder dine hviletider.
Før kroppen har nået superkompensation trœner du igen og kroppen ender faktisk med at nedbryde sig selv mere og mere - dvs. du ender med at opnå en dårligere form over tid.

Så husk dine hviledage - og husk din søvn!

Superkompensation