Udover dette indlœg så kommer der kun ét mere engang i nœste uge hvor jeg beskriver hvordan det er gået med 'min' ironman.
Lige nu sidder jeg & drikker en kop morgenkaffe halvnøgen, halvvågen og halvforvirret over at jeg i dag skal have den sidste trœning i hele det her lange forløb.
Et forløb der har budt på utrolig mange ting. Et forløb jeg har vœret ved at brœkke mig over men også et forløb som har œndret min dagligdag totalt og vist mig så mange ting som jeg ikke ville vœre foruden.
Jeg kan stadig huske da jeg i august sidste år stod i køkkenet og fortalte Ditte at jeg havde tœnkt mig at gennemføre en ironman. Inden for en uge havde vores familier fået det af vide men alligevel gik der lang tid før det faktisk gik op for folk hvad det var jeg havde tœnkt mig at gennemføre.
Og det er først nu det er ved at gå op for mig selv.
Løbetrœningen startede så småt op i slutningen af august, men intet var organiseret, planlagt eller velovervejet.
Jeg løb bare og tœnkte at det nok skulle gå. Samtidigt brugte jeg en måneds tid på at 'trappe ned' fra styrketrœningen som var min store passion dengang.
Dagene blev kortere, vejret blev koldere og vi nåede til slutningen af oktober før jeg fik købt min racercykel.
Det var nok de første reelle beslutninger der skulle tages i hele det her forløb - hvilken cykel, hvilket stel, hvilken størrelse osv.
Jeg kom så småt igång med cykeltrœningen men det blev hurtigt for koldt at cykle udendørs.
Jeg havde ikke det rigtige tøj og halvslidt gammelt sportstøj holder dig ikke varm på en 50km tur i sne, regn og minus grader. Jeg nåede dog at trœne 3-4 gange før jeg måtte droppe det - blå tœer og kuldesmerter i hele kroppen en time efter trœning var ikke holdbart.
Istedet måtte jeg ty til cyklingens lillebror nemlig spinning.
Halvt så godt men stadig trœning der gav lidt.
Løbeskoene blev tilgengœld ikke pakket vœk og jeg fortsatte mine (dengang) lange ture i mørket.
Det var koldt, gjorde ondt og var besvœrligt - men jeg ville!
Når cykeltrœningen ikke var optimal og svømningen stadig lå langt vœk psykisk så blev jeg nød til at komme afsted på løbeturene.
Jeg havde vœret til svømning et par gange men havde svœrt ved at overskue alle 3 discipliner samtidig - så svømningen måtte vente.
Julen gik og solen begyndte atter at vise sig på himlen og sprede håb om et snarligt forår.
Samtidigt begyndte det første pres at melde sig med kun 6 måneder til race og en halvdårlig grundform der stadig ikke kunne få mig op ad trapper uden at blive forpustet.
Samtidigt var det snart tid til studiestart på et hårdt og travlt studie fyldt med nye indtryk.
Cyklingen blev ligeså stille flyttet udenfor og løbeturene begyndte så småt at blive lœngere.
Marts oprandt og hverdagen blev stadig mere presset.
Studiestart og trœning fyldte alting.
Slutningen af marts gik med hospitalsbesøg og bisœttelse af min farfar der desvœrre gik bort.
Presset var efterhånden steget mig til hovedet og jeg tog den klogeste beslutning jeg overhovedet har gjort under hele forløbet. Jeg hyrede en hjœlpetrœner til at sœtte min trœning i system og til at sparre med.
Det fjernede toppen af presset og min trœning blev mere kontinuerligt. Samtidigt hyrede jeg en svømmetrœner så jeg kunne få gang i den sidste disciplin som voldte mig stadig flere og flere problemer.
Maj måned.
Foråret var endelig kommet til Aarhus og trœningen blev stadig mere intens. Jeg havde fået mere styr på svømningen og løbeturene var blevet rutine sammen med cyklingen.
Desvœrre gik en af mine gode venner bort i denne måned og det flyttede selvfølgelig fokus fra trœningen og alt det tilhørende.
Studiet var blevet mere intens og det var som om at dagene var blevet kortere selvom solen var lœngere oppe.
Jeg havde efterhånden deltaget i en del løb og havde også haft en del succesoplevelser i samme forbindelse.
1 måned til raceday.
Juni måned.
I den her måned skete det sørgelige at min mor fik en blodprop. Hun er dags dato stadig indlagt men får det heldigvis bedre for hver uge der går.
Juni blev en mœrkelig måned - ikke bare pga. min mors indlœggelse men også pga. min trœningsplan.
Hver gang jeg har kigget på den har jeg kunnet se ordene "Humanspeed Fulldistance Fyn" sidst i planen for juni måned.
Om jeg er klar vil tiden vise.
De kloge indenfor denne sport siger at man skal bruge minimum 1 år på at trœne sig op til kongedistancen.
Jeg har brugt 10 måneder hvoraf det kun har vœret de 5 måneder der har vœret med fuld styrke involverende alle 3 discipliner.
Igår blev cyklen rengjort og opsmøret. Der er ikke lang tid tilbage.
Idag torsdag den 26. juni er der 3 dage tilbage til mit stœvne.
Det er også idag jeg har den sidste 'rigtige' trœning med alle 3 discipliner.
Imorgen står på hviledag - hvilket betyder at jeg skal have hentet den bil der skal fragte os over til Fyn og have besøgt min mor på hospitalet.
Lørdag skal jeg ud at lunte en tur i skoene og rulle en tur på cyklen.
Ellers står lørdagen i logistikkens tegn.
Vi skal køre til Fyn med alle mine ting, indlogere os på hotellet, hente startnummer, blive registreret, tjekke skiftezonerne ud og installere alt mit grej på stœvnepladsen
så det står klar søndag morgen kl 07.00 når startskuddet lyder.
Til at starte med havde jeg en målsœtning der lød på at jeg skulle gennemføre under 12 timer.
Det er stadig min målsœtning dog med det in mente at 2. prioriteten bare er at gennemføre de mytiske distancer:
- 3.8km svømning i åbent hav
- 180km cykling
- 42.195km løb
Så jeg engang søndag aften forhåbentlig vil kunne kalde mig selv jernmand.
Tak til familie og venner som har støttet mig så meget igennem hele projektet - selvom jeg ved at jeg til tider har vœret ulidelig at vœre sammen med.
Og en endnu større tak til Ditte som har støttet mig super meget og som har stået ved min side i 10 lange måneder.
Og tak til dig fordi du lœste med :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar