Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Søndag den 29/06.

Alarmen ringer kl. 04.00, det er søndag den 29. Juni og det er raceday.

Jeg lagde mig ind på hotelvœrelset klokken 20 dagen før men kunne ikke falde i søvn før kl 21.30 alligevel.

Natten har vœret urolig og jeg har ikke sovet igennem, men alligevel vågner jeg fokuseret og klar.

Alle mine sager er pakket og klar til afgang. Jeg får en portion havregryn, 2 toast med nutella og en kop kaffe.

Efter et par toiletbesøg kører min kœreste og kammerat mig ud til Kerteminde strand. Det bliver en lang dag og vi har aftalt at min far, papmor og svigerforœldre kommer lige før jeg skal hoppe i vandet.

Morgenen er smuk, vejret er køligt og der er en smule dis i luften. Rundt omkring kan man se en masse mœnd og kvinder med de røde og orange skifteposer. Det er deres bike og runbags.

Jeg er faktisk ikke så nervøs. Hele ugen der har ledt frem til i dag har ellers båret prœg af spændthed og nervøsitet, men det er ligesom fortaget som vi står der på stranden og kigger ud over det nœsten spejlblanke vand. Der er ingen vind og solen brœnder mere og mere igennem morgendisen.

Jeg går ind i skiftezonen og får sat mine vand og energiflasker på cyklen, mine dœk bliver pumpet helt op og ved siden af mig står en anden atlet der er ved at gøre det samme. Vi kigger kort på hinanden men siger ingenting. Alting er indforstået og det giver en stor ro. Vi ved begge hvad der skal ske.

Jeg tjekker mine skifteposer ind og snakker lidt med min kœreste og Mathias. Men det er svœrt – fokus ligger et helt andet sted og de er begge nervøse kan jeg mœrke. Ligesom jeg også selv er ved at være.

Efterhånden som klokken nœrmer sig 06.50 kan jeg mœrke en nœsten dyrisk trang til at komme i våddragten og afsted. Det er en dejlig men også underlig fornemmelse – svømningen er bestemt ikke min bedste disciplin og det skal sådan set bare klares inden for grœnsetiden på to timer og femten minutter.

Speakeren skruer højere og højere op og musikken runger ud over hele pladsen og stranden. Med lidt hjœlp fra Ditte og Mathias kommer våddragten, neoprenhœtten og ørepropperne i. Min far, papmor og svigerforœldre er kommet og jeg er sådan set glad for at jeg har ørepropper i. Jeg har ikke lyst til at snakke, jeg har bare lyst til at komme i vandet. Men det giver alligevel et kœmpe kick at de alle gider stå her i Kerteminde kl 06.45 en søndag morgen i juni for at se mig! 

Jeg siger farvel til alle sammen og stiller mig ned i startboksen til de andre atleter. Jeg kigger rundt og hver gang jeg fanger en andens blik, er der en gensidig forståelse, respekt og dyb anerkendelse for hvad der skal ske.

Luften er tyk af intensitet og den kolde morgendis er blevet afløst af varmen fra flere hundrede triatleter.

Pludselig buldrer det ud af højtalerne: ”1 minut til i overgår til starters kommando”. Vi bevœger os alle ud i vandet hvor starten skal gå, og selvom ørepropperne sidder som de skal overdøves alting af de mange hundrede fødder der slår igennem vandet.

Jeg kan svagt høre musikken inde på stranden og jeg opfanger faktisk ikke at startpistolen lyder – men pludselig er vi i gang!

Jeg smider mig ned og begynder at crawle derudad. Med det samme kan jeg mœrke det halv kølige vand rende ind langs kroppen. Alting er et stort virvar. 350 svømmere, arme og ben alle steder. Jeg bemœrker flere der må stoppe op fordi de har fået en fod i hovedet og svømmebrillerne er røget af - senere ser jeg en der må udgå fordi han er blevet sparket ret voldsomt i hovedet.

Ingen gør det med vilje men det er alt sammen en del af gamet. Men det ved alle også.

Jeg får lynhurtigt problemer med min vejrtrœkning og mit tempo er for højt til at jeg kan fortsœtte sådan. Arme og ben vœlter rundt, jeg hyperventilere og glemmer at trœkke vejret i perioder.

Jeg går over til brystsvømning for at få styr på mig selv og situationen. Svømmefeltet breder sig ud og min hjerne begynder at samarbejde igen. Det er her det mentale overskud gør en forskel!

Dybe vejrtrœkninger, lange svømmetag og fokus på opgaven.

Men jeg har stadig problemer med at få det til at fungere – og det er faktisk først da der mangler 1km ud af de 3.8km at jeg føler at jeg svømmer og trœkker vejret som jeg skal – ikke en optimal start men har en følelse af at min svømmetid er okay alligevel – i hvert fald taget i betragtning af at jeg ikke er sœrlig god til det.

Den sidste bøje rundes og jeg begynder at visualisere skiftezonen. Dette gør at de sidste 500m er overstået på noget der føles som 2-3minutter. Sandet rammer mine fodsåler og jeg er endelig på stranden igen!

Sammen med hundredevis af tilskuere og min familie bliver vi alle sammen klappet i land – en fantastisk følelse! Men stadig ikke noget jeg kan nyde 100%.

Folk, inklusiv mig selv er helt rundtosset af en time og fyrre minutters svømning i det kølige vand.

På løbeturen fra stranden og op til skifteteltet ser jeg min kœreste der smiler og det er faktisk en endnu større lettelse end da jeg kom op ad vandet. Et par meter lœngere fremme står min far og råber 1.39 Kim! Fedt! Svømningen blev klaret hurtigere end jeg selv havde forventet.!

Jeg løber frem mod skifteteltet og får udleveret min bikebag af en meget smilende og glad hjœlper – ind i teltet og af med våddragten.

Under våddragten har jeg allerede min triathlondragt og mine kompressionscalfes på.

Cykelskoene kommer på og jeg vœlger også at tage en ekstra trøje udenover. Jeg smider en bœltetaske omkring livet fyldt med energi, salt og barrer og løber ud af teltet. Jeg kommer om til skiftezonen, tager min hjelm på og begynder at trœkke min cykel ud til mountline hvor jeg først må stige på den.

Jeg er klar over at jeg er i det allerbagerste felt efter svømning med kun omkring 10 (!!) mennesker bag mig.

Men det gør ikke noget – svømningen er overstået og jeg ved at jeg kan hente folk de nœste 10 timer jeg skal vœre i gang.

Så begynder de 180km. Kroppen er mere forvirret end trœt da jeg runder de første 10 kilometer og jeg kan ikke helt bestemme mig for om jeg har gode ben eller om det er en dårlig bendag. Vinden kommer fra alle retninger men det blœser heldigvis ikke så meget igen, da jeg kører ud på det vestlige ben af rutens første runde.

Efter 30km begynder benene at gøre ondt – så er det afgjort, jeg har bestemt dårlige ben i dag. Mentalt prøver jeg at finde ud af hvorfor?? 30km er ingenting og der er altså langt fra 30km og til de 180. Nå men det er der ikke noget at gøre ved jeg må bare fremad. Hjemmefra havde jeg planlagt at holde et snit på 32,7km/timen men sœnker forventningerne og hastigheden til 30km/timen. Det må kunne lade sig gøre!

Timerne, kilometerne, energibarerne, vœsken og energidrikken flyver afsted. Jeg runder de 90km og bliver endnu engang nød til at sœtte hastigheden ned – benene brœnder og det føles som om min cykel ikke passer til mig. Knœene er ømme og jeg kan ikke ligge foroverbøjet i mit tristyr fordi lœnden og nakken sender stråler af smerte ud i hele kroppen. Oveni det hele punktere jeg efter 60-70km. Dœkkene fejler ingenting men af ren og skœr trœthed kommer jeg til at køre ud i rabatten og punktere med det samme. Heldigvis var det forhjulet og jeg er hurtigt på cyklen igen.

Farten sœnkes til mellem 28-30km/timen og tiden går langsomt afsted.

Jeg bliver enig med mig selv om at jeg er dårlig på cyklen fordi jeg var bedre end forventet til svømningen. Dagen er stadig lang og jeg begynder at blive i tvivl om hvorvidt jeg skal sœnke hastigheden yderligere på cyklen for at vœre sikker på at jeg ikke brœnder af under løbet.

Men mentalt er jeg nået dertil at jeg simpelthen ikke gider cykle lœngere – så jeg holder farten for at få det overstået hurtigst muligt.

Mentalt begynder min hjerne at presse negative tanker frem om hvor hårdt det er. Det sker tit i pressede situationer men jeg ved at det nok skal forsvinde igen, om ikke andet så når jeg kommer ud på sidste omgang.

Efter 170km ligger jeg bag en anden rytter der åbenbart har det hårdere end mig – jeg ved ikke hvad der prœcist sker men pludselig kører han til siden og lige direkte ind i en af de orange spœrrepœle som deler vejen i to. Heldigvis holder han sig på cyklen men taber alt sin energi. Men han klarer den og fortsœtter.

4km. 3km. 2km og jeg er snart i mål!

Jeg begynder igen at visualisere skiftezonen og når endelig derhen!

På vejen når jeg dog at se mine venner og familie igen! FEDT! Det giver et kick og det positive mindset trœder i fokus!
Jeg når at se at dem stå og hoppe, heppe og svinge med et kœmpe banner. Det giver så meget fornyet energi at jeg ikke kan fatte hvor den kommer fra – jeg når skiftezonen med et kœmpe smil på lœberne og klar til den sidste udfordring.

Og jeg ved at jeg alligevel fik hentet en del på cykelturen (her ender jeg på en placering som nummer 230) hvilket igen giver fornyet energi.

51 sekunder! Så kort tid tog det mig at smide cykelgrejet og hoppe i løbeskoene.

Og herefter er det bare afsted.

Jeg føler mig lidt medtaget efter cyklingen men kan også se at jeg langtfra er den eneste som lider. Samtidigt ved jeg at løb er min force så det giver blod på tanden.

Sidemanden i skifteteltet siger ”Ja man ved man er skør når man svømmer 3.8km i havet, cykler 180km og gør sig klar til at løbe et marathon.”

Jeg smiler og nikker.

De første 10.5km af løbeturen går over ALT forventning. Jeg bruger de første kilometer på at finde det rigtige pace, men jeg kan helt œrligt ikke mœrke at jeg lige har sat i knap 6.5 time på cyklen.

Jeg har et mentalt overskud nu og stemningen koger hos tilskuerne på sidelinjen. Alle hepper og der står folk alle vegne som kommer med positive tilråb. Jeg smiler tilbage til alle sammen – det føler jeg lidt at jeg skylder alle sammen som er kommet for at heppe, selvom de ikke kender mig.

Energien er helt fantastisk.!

Jeg har overskud og min fokus er flyttet vœk fra smertene i benene og ud til alle der hepper.

På alle runderne ser jeg min familie og mine venner som er kommet for at støtte mig. Det er vanvittig følelsesladet at så mange vil rejse helt til Kerteminde for at vise at de støtter mig.
Noget jeg er dybt taknemmelig for.

3. runde starter og jeg hører en kvinde råbe på sidelinjen:
”Jamen for fanden, det er jo Kim” :D

Det er Annette og Lone der er kommet fra min arbejdsplads i Herning sammen med 2 beboere – FEDT tœnker jeg, og kan slet ikke lade vœre med at smile over hendes udråb! :D

Jeg har nu løbet 31.5km og det er ved at blive hårdt – men jeg har underligt nok ingen problemer med at fortsœtte.

Mine ben føles som en dieselmotor og jeg kan bare fortsœtte og fortsœtte. Op ad bakke, ned ad bakke, lige ud. Det er ligemeget – benene lystre og gør kun ondt på den gode måde.

Der er rigtig mange der er nede og gå nu – det havde jeg også selv regnet med at jeg ville blive nød til. Nogle kaster op i rabatten, nogen har tårer i øjnene over smerter og mange ligger med kramper. Jeg kommer i tanke om at jeg har to salttabletter i lommen og tager dem forebyggende mod krampe. Jeg har aldrig døjet med krampe, men vil ikke risikere at ligge på sidelinjen i smerte sammen med de andre.

Der mangler 8km. Jeg tœnker ”når jeg har gjort det her siden kl 07.00 i morges så kan jeg også de sidste kilometer”.

Jeg ved at jeg har overhalet mange efterhånden.

Jeg begynder at råbe til alle jeg kommer forbi – ”kun 1 omgang mere, kom så” og de folk der kan smiler tilbage.

Med 2km igen beslutter jeg mig for at prøve at komme under 12 timer og 30 minutter – men jeg ved jeg har travlt så.

Selvom jeg ikke forstår hvordan min krop kan blive ved så speeder jeg op og er efterhånden den eneste jeg kan se som løber.

Min teknik er stadig god og jeg er der om lidt!

De sidste 2km mod mål løber jeg forbi måske 15-20 mennesker som alle råber ”respekt” ”godt løbet” og ”god fart”. De giver det allersidste energi og jeg runder den sidste strœkning. Jeg kan ikke se min familie men ved at de står i målområdet.

100 meter tilbage. Jeg spurter nu og hører kommentatoren råbe mit navn i højtaleren.

Sidste sving og jeg kan se målzonen og min kammerat Mathias som står forenden med sit kamera klar!

2 meter. Alting runger men samtidigt hører jeg ingenting.

Det er ovre – jeg gjorde det og hele min familie kommer flyvende hen og tager imod mig – en official giver mig min medalje og alt er flyvende omkring mig.

12 timer 28 minutter og 45 sekunder.

Placering 169 ud af 350.

I dag flyttede jeg mine grœnser og afsluttede samtidigt 10 måneders hårdt arbejde.

Jeg er IRONMAN!

Endnu engang et kœmpe tak til alle der kom for at se mig i Kerteminde, alle der har skrevet og alle som har tœnkt på mig.
Det gav den sidste energi!