Hvorfor udsœtte sig selv for alle de smerter?
Hvorfor tvinge kroppen til noget der får alle muskelfibre til at skrige og bare ville stoppe igen?
Af samme årsag der gør at folk bestiger bjerge
- Fordi vi kan!
Nedenstående er lånt fra et andet site og er min motivation:
Race rapport fra Challenge Copenhagen 2011
Vækkeuret ringer kl. 4:30, det er søndag d. 14 august og det er race day.
Alle mine sager er pakket og klar til afgang. Jeg får en halv skål mysli, to energi gels og en halv liter vand til morgenmad. Efter to toilet besøg
Kører min mor mig ud til Amager Strandpark. Philip og Camilla sover endnu, da det bliver en lang dag for Philip, hvis jeg nu skulle gå de fulde 15 timer. Morgenen er smuk, vejret er køligt. Rundt omkring kan man se flere mænd og kvinder med røde og grønne takser. Det er deres bike og post race tasker. Jeg er stadig ikke nervøs, overraskende, men dejligt. Menneske mængden bliver mere og mere koncentreret jo tættere vi kommer på Amager Strandpark. Vi finder relativt hurtigt en parkeringsplads, på trods af den talstærke mængde supporters der er mødt op. Jeg finder mine tasker og vi begiver os op til checkin.
Jeg begynder så småt at kunne mærke en nærmest dyrisk trang til, at komme i våddragten og smide mig i vandet. Det var en dejlig fornemmelse, jeg tolker den som et tegn på at jeg er mentalt klar.
Ved checkin bliver jeg mødt af en flok rigtig venlige og opstemte frivillige, der pænt siger godmorgen og hav et godt løb. Det giver bare endnu mere gas til benzintanken, positiv energi er fedt!
Jeg finder hurtigt min cykel og får checket at der er luft nok i dækkene, plus jeg får fyldt min energi drik på mine drikkedunke. Nu er der omkring 45 min til jeg skal i vandet. Profferne er cheket ind til swim start, og speakeren giver den gas over anlægget, mens der bliver spillet fedt musik.
Jeg finder et toilet igen, da jeg har glemt at tage mine Nike Drifit underbusker på som jeg skal svømme i. Køen er lang og jeg bruger tiden på at samle mig mentalt, mens jeg nyder den sindssygt intense stemning der er i luften. Jeg kigger rundt og når jeg fanger en andens blik, er der en gensidig respekt og en dyb anerkendelse for hvad der skal til at ske. Luften er tyk af intensitet.
Ude fra toilettet igen, får jeg fundet alt mit svømme grej frem. Jeg får smurt vaseline under armene, på halsen og i diverse revner og sprækker. Dette er en nødvendighed da skavmærker kan betyde ufrivillig afslutning på Ironmanden i utide.
Dragten smutter på som planlagt og alt er i skønneste orden. Det er i dette øjeblik at det buldrer ud af højtalerne. ”1 minut til profferne starter.” Challenge Copenhagen opening sang spiller over højtalerne, jeg lukker øjnene og visualisere at det er mig der står på stranden. BOOOOOOOM, kanonen lyder og jeg kan se i det fjerne, at profferne vælter ud i vandet. ALLE de små hår rejser sig på min ryg og jeg bliver helt emotionel.
Jeg tænker til mig selv, så er vi sku ved at være tæt på. Helt fantastisk følelse. Jeg tager afsked med min mor for at gå op og få et overblik over skifte zonen, samt checke min bike og post race bag ind. Mens jeg går op mod skiftezonen, omringet af mænd og kvinder der står i samme situation som mig, nyder jeg øjeblikket så meget at jeg nærst føler mig helt alene. Alt lyd forsvinder og jeg kan mærke at jeg er hundred procent mentalt klar. I retrospekt er det sjældent jeg oplever sådanne situationer, og det er nok derfor den står så stærk i min hukommelse.
I mens jeg har fået checket mine tasker ind, samt kigget skiftezonen, er der blevet sendt yderligere 3 hold afsted. Samme sidste minut hver gang mht sang og kanonskud og følelsen af mental overskud og fokus bliver bare øget hver gang. Jeg føler mig virkelig stærk.
”Hold 7 til start zonen, fem minutter til start.” Det er mig. I med det vandafvisende vat i øret, på med neoprenhatten og så badehætten på til sidste. Spyttet i svømmebrillerne, tiden går bare hurtig nu. Biiip biiip biiiiip, sådan lyder det når alle atleternes chip bliver registreret. Jeg kan nu mærke sand under mine tærer. Jeg får hurtigt skyllet mine svømmebriller i vandet og taget dem på. ”Et minut til start” brager det ud af højtalerne og så kommer sangen.
Adrenalinen frigives i kroppen, hjertet banker, følelserne sidder uden våddragten. Jeg kigger rundt, der er få smil og stor intensitet i blikkene, nogle få giver hinanden hånden, andre et kram. BANG, kanonen bliver skudt af. Jeg sætter af og får løbet nogle få skridt ud i vandet, før jeg kaster mig ned og begynder at crawle derudad.
Med det samme kan jeg mærke det kolde vand rende ind langs kroppen. Jeg tænker til mig selv ” det her er FUCKING koldt!” Jeg begynder at få problemer med at holde vejrtrækningen optimal ift. det tempo jeg svømmer med. Arme og ben vælter rundt, vi er nok 200 mand stærk i vandet på dette tidspunkt. Arme på fødder, fødder i ansigtet. Der er vand i mine dykkerbriller. Jeg hyperventilere nu. Min krop får nok ilt til at følge med, da jeg har svært ved at trække vejret når det er så koldt. Jeg sænker farten med det samme og svømmer bryste svømning for at få styr på situationen. Svømme feltet spreder sig heldigvis relativt hurtigt og jeg får styr på min hjerne igen ved at får styr på mit åndedræt. Det er her det er vigtigt at have mentalt overskud! Dybe vejrtrækninger og fokus på missionen.
Efter en halv kilometers svømning,får jeg endelig styr på mit åndedræt og min svømmestil. Oplevelsen bliver behagelig og det går bare derudad. Den højre dele af min svømmebrille begynder at tage vand ind, hvilket resultere at jeg svømmer det meste af turen med højre øje lukket. LOL. Rimmen må have revet løs under starten. Jeg stopper dog flere gange og slipper vandet ud, men lige lidt hjælper det, for vandet er næsten pronto tilbage igen. Unden turen går min lynlås også op i ryggen et par gange, så jeg bliver nødt til at stoppe op og få den lynet igen. Jeg kan se bunden hele turen, hvilket giver mig en god tryghed, et slags fokuspunkt kan man godt sige.
Svømmeturen i sig selv, var overraskende let, set bort fra mini krisen i starten.
Fødderne og hænderne blev dog noget kolde undervejs. Jeg er i hvertfald glad for at jeg havde min neoprenhat på!Da jeg nærmer mig den sidste bøje, hvor der er ca. 200 meter til slutrampen, begynder jeg at visualisere skiftezonen. Dette gør at de sidste par meget er overstået på noget der føltes som 2-3 min. Der står 5 frivillige på slutrampen og tager imod os. Folk, mig selv inkluderet er helt rundtosset af en time og tyve minutters svømmen i koldt vand, jeg kan mærke at jeg lige skal finde mit fokus igen.
Tilskuernes energi langs rampen gør dog at jeg hurtigt bliver grebet af stemningen og får derfor lynhurtigt sat skiftezonen for øjet. Jeg får udleveret min bikebag lige før indgangen, og får med det sammen fundet mit GPS ur og tændt det, da det tager et par minutter om at virker.
Da jeg kommer ind og sidde ned kommer jeg i tanke om at jeg har glemt et håndklæde, og bliver derfor nødt til at tage mit cykeltøj på mens jeg er våd. Dette gør dog ikke så meget, da det tørre relativt hurtigt. Jeg er stadig lidt ør i hovedet efter svømmeturen og tager derfor lige et minut hvor jeg lige sidder og finder mig selv. Cykel tøjet kommer på, samme gør kompressions strømperne og cykelskoene. Jeg får fyldt alle mine saltpiller, sandwiches og gels over i min cykeltrøje. Herefter pakker jeg så mit svømmegrej og våddragte ned i cykelposen. Så går turen ellers ud af T1 og hen til min cykel som står et stykke væk. Det er altså ikke særlig let at løbe i cykel sko, specielt ikke når adrenalinen pumper rundt i kroppen og man har svømmet i en time og tyve minutter
Jeg kan godt mærke på alle de andre deltagere at de er lettet, lige som jeg selv er, over at svømmeturen er overstået, nu er man jo i gang.
Cyklen finder jeg hurtigt og kommer også op på den. Jeg cykler 20meter og ser så min mor. Jeg ville lige sige hej hurtigt, da jeg vidste at jeg ikke ville se hende igen indtil løbeturen og jeg kunne jo ligeså godt fortælle hende hurtigt om svømmeturen så hun kunne fortælle det videre. Jeg vælger så at glemme jeg har cykelsko på og at mine fødder sidder fast, hviklet resultere i at jeg kun får klikket en sko ud af pedalerne og laver et kunst styrt foran alle tilskuerne. Heldigvis sker der ikke noget og jeg griner lidt af mig selv. Folk er dog rigtigt søde og klapper alle da jeg kører væk. Fedt
Så begynder de 180km. Kroppen er ikke træt, benene er springfulde af energi og mentalt er jeg hundrede procent fokuseret. Der er medvind og jeg cykler 33.5km den første time. Dejligt tempo! Cykelturen går op langs Sjællandskyst, et sted jeg aldrig har set, så tiden flyver afsted. Der ligger det ene fort af et hus efter det andet.
Tror også jeg så Jan Fog LOL. Timerne, kilometerne, saltpiller, gels, sandwiches og energidrik flyver afsted. Benene er stadig stærke. Der er så mange fantastiske mennesker der er mødt op for at heppe og det gør en kæmpe forskel! Man kan nærmest bruge deres energi. Jeg prøver selv at køre og give thumbs up og smile til dem der hepper for at sige jeg sætter pris på det. Positiv energi giver mig overskud og tager fokus væk fra der hvor det gør ondt.
Nu er der gået 3 timer og jeg har cyklet ca. 90 km. Min hjerne begynder at presse negative tanker frem om hvor hårdt det der. Det sker som regel altid mellem 60 og 100km. Mærkeligt nok. Men jeg har erfaret under træning op til løbet, at det ALTID er en fase der bare skal overståes og rigtigt nok, vha. positive tanker og smilen til gud og hvermand trækker jeg mig igennem smerten og vupti er den væk.
Nu er jeg omkring 110km. Poweren kommer som en anden vind og jeg føler igne at jeg kan give den lidt gas. Jeg kan overhaler en del andre deltagere på de næste 30-40km, hvilket giver godt til selvtilliden.
Jeg småsnakker med et par andre deltagere og tiden flyver afsted. Ved omkring de 160km. Bliver jeg igen lidt træt i benene, men tager en koffeinpille, som hjælper godt på trætheden. Jeg er også stoppet med at spise og drikke noget på de sidste 20 min. Jeg passerer så skillevejen hvor der står ”second loop til venstre og bike finish til højere”, da jeg drejer fra mod bike finish, får jeg et kæmpe skud adrenalin ud i kroppen. Jeg får overskud og bliver igen helt følelsesladet. Fantastisk følelse! Jeg tænker tilbage på alle de gange jeg har set en Ironman motivationsvideo og visualiseret hvordan det må være, at være i deres sted. Nu er jeg der fandme også!
8km, 6km, 4km, 2km. Det sidste sving og jeg kan se bikefinish. Men jeg kan også se Camilla, Philip og min mor. De står alle og hopper med et skilt, hvor der står MIKKEL. Du er den bedste, verdens bedste far!!!!!! Hold nu kæft en vidunderlig følelse! Jeg er bare så glad for at se dem. Den bedste følelse i verden. Jeg kniber ikke rigtig en tåre, som jeg egenligt havde forventet jeg ville. Men inden i bruger jeg den vidunderlige følelse til at bygge oven på mit mentale overskud.
Jeg får afleveret min cykel til en af de fantastiske hjælpere og overvejer et øjeblik og prøve at tage min cykelsko af lige med det samme. Men beslutter så at lunte ind i T2 med dem på.
Her får jeg et glas cola og min løbe taske. Der er allerede nu andre deltagere der lider. Nogle kaster op, andre kan ikke stå op og så er der mig der har det fint. Fedt tænker jeg. Jeg kigger på min side mand der ser lidt medtaget ud, og siger ”ja, man ved sku man er pervers, når man går til en sportsgren hvor man har tilbagelagt 183.8km på 8timer og man så som det sidste vil løbe et marathon.” Han kigger på mig og nikker og så griner vi lidt. LOLSkiftet fra cykel til løb tager kun 7min, da jeg allerede har min spandex dragt på.
Så lige så hurtigt som jeg kom ind, var jeg ude igen. Syntes jeg i hvertfald selv. ;)De første 10km af løbeturen går over al forventning! Jeg den på ca 53 min. Hvilket er hvad jeg normalt løber 10km på, uden forudgående aktiviteter. Stemningen koger på dette tidspunkt. Alle er kommet for at heppe. Der bliver hujet og hejet. Redbull har stillet en DJ stand op hvor de spiller fedt musik og de frivillige hjælpere er bare gode til at komme med positive tilråb. Jeg vedholder min taktik om at smile og give tilbage til dem der kommet for at heppe. Det giver en helt fantastisk energi. Sammenspillet giver overskud og flytter folkus fra smerten i bentøjet.
Efter 13km ser jeg familien første gang, dog for sent til at stoppe og sige hej. Men det bare deres smil gør at målet på dette tidspunkt er fast cementeret på min nethinde. Anden gang jeg ser dem, er Camilla løbet lidt imod mig, så jeg kan løbe med hende og Philip i en 20meters penge. Det var en exceptionel følelse, så meget glæde og positiv energi. Jeg fik kys og kram og så løb jeg videre.
Rundte 3 ud af 4 på banen. Nu begynder kroppen at protestere. Svangen på fødderne brænder og muskelvedhæftningerne ved knæet gør ondt. Hvert skridt følelse som om fødderne var ved at sprænge. Jeg smiler og holder ud, man kan ikke se det gør ondt på mig. Jeg smiler og ser igen min familie og glemmer alt om smerten. Utroligt hvad kroppen kan præsterer når hjernen bliver fjernet fra ligningen.
Jeg har nu løbet ca. 29km og har så ondt at jeg tager 2 ipren og en koffein pille. Der er næsten respons med det samme og inden for 2km. Er smerten igen til at holde ud. Der er rigtig mange der går nu. Nogle ligner Quasimodo, andre kaster op. Men jeg løber og smiler bare, fantastisk tænker jeg til mig selv. Jeg tænker til mig selv, ”hvis jeg har gjort det her hele dagen, så kan jeg også de sidste 15km.” Jeg løber videre, snakker med dem der går, får nogle op og løbe, de siger tak og der bliver skabt mere god energi.
Jeg passerer nu indgangen til det sidste loppe på løbeturen, YES, sejersrunden tænker jeg. Nu kan det ikke gå galt, ingen kramper, godt humør, benene er gode igen. Jeg nyder den sidste rundtur.
Uden på Langelinje står der en kvinde og hepper, hun har stået der alle runder jeg er kommet forbi. Fantastisk menneske!
Jeg får meget redbull og cola den sidste runde, kroppen gør ondt, benene skriger på at stoppe. Men jeg er ligeglad, jeg løber bare. Der er intet der kan stoppe mig nu. Jeg tænker på Camilla og Philip som står ved målstreget, jeg skal løbe i mål sammen med dem. Jeg er et som et tog, benene kører bare derudad.
2.5km igen løber jeg op på siden af en ældre herre der går. Han har ondt siger han. Jeg spørger ham hvorfor han går når der kun er 2.5km. Tilbage. Jeg får ham op og løbe igen, han har gennemført 7 Ironmans før, dette er hans 8. Vi bliver enig om at det er skørt at gå de sidste 2 km. Jeg begynder at få lidt krampe i min balle. Men jeg er ligeglad, jeg løber bare.
Så runder jeg den sidste strækning, jeg kan se Camilla og Philip. Folk klapper, jeg råber, Philip er glad, Camilla er glad. Jeg mangler 200 meter. Jeg tager dem i hånden, det regner. Vi løber, jeg er stolt, hold nu kæft jeg gjorde det. Vi løber, hånd i hånd. På stor skærmen viser de min familie, det er stort, hold nu kæft det er stort. Kommentatoren siger mit navn, og folk de klapper. Det sidste sving, jeg hiver Philip op på min arm. 3 meter til mål 12 timer 35 minutter og 10 sekunder. I dag rykkede jeg mine grænser.
Jeg er en IRONMAN.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar