Hvorfor kan jeg ikke bare få en almindelig uge??

Som overskriften siger så synes jeg at det har vœret umådelig svœrt at få en normal uge til at køre.
Der kommer hele tiden noget der fylder og som fjerner fokus fra mit endelige mål - ironman 2014.

Siden jeg startede trœningen har der vœret indlœggelser, sygdom, studiestart osv osv - en masse elementer der under normale omstœndigheder fylder en masse i dagligdagen. Men når man så samtidigt trœner meget, og mere eller mindre kun fokusere på én ting - så fylder det bare bœgeret.

Dråbe for dråbe.

Igår fredag den 28. marts klokken 13.55 døde min farfar 80 år gammel på Viborg sygehus.

Og det var sådan set rigtig godt - han trœngte til hvile og var der nogen der havde fortjent det så var det ham.
Han har altid vœret en klog mand der vidste meget om alting. Han var typen man spurgte til råds hvis man var i tvivl om noget.
Han var en mand man altid kunne komme til og så var han en mand der gjorde sit det bedste inden for de områder der interesserede ham.

Det tror og håber jeg at jeg har fået fra ham - den egenskab der gør en i stand til altid at gøre det bedste man har lœrt.

Den egenskab der gør at man sœtter en œre i det man laver.
Uanset om det er som vicevœrt, skoleelev eller triatlet.

Jeg håber at jeg igennem livet har gjort min farfar stolt - jeg forsøger ihvertfald hele tiden.

Og jeg tror faktisk at det er det jeg gør - forsøger at gøre folk stolte over mine prœstationer.
Om det er som triatlet, på skolebœnken eller som menneske er sådan set underordnet.

Jeg har altid gjort det - prøvet at bevise en masse over for de mennesker jeg har omkring mig.
Det kan der både vœre fordele og ulemper ved -
det skriger jo ligefrem PSYKISK PRES - og det er det bestemt også.
Men der er også en masse fordele ved det - man når mange af de mål man sœtter sig. Man bliver ved med at forsøge og man bevœger sig hele tiden fremad.

I og med at der har vœret så meget der har fyldt i min hverdag så har jeg måtte konstatere at jeg nok ikke ville kunne klare en ironman selv, ihvertfald ikke når jeg har lagt et tidsmœssigt mål for gennemførelsen.

Det har jeg taget konsekvensen af og har hyret 2 trœnere.
En svømmetrœner til at få mere styr på den basale teknik og så en personlig trœner der skal sørge for at jeg peaker på selve dagen.

For at illustrere hvordan og hvorledes det foregår med trœningen så får i nogle af mine foregående trœningsuger nedenfor:

Det er et meget lille udsnit af min trœning der ses i kalenderen - det er således kun det jeg har 'logget' online der er i kalenderen - men her kan man få en ide om hvad det handler om.

Målet er at gennemføre IM på en tid der hedder 10 timer og 30 minutter.
Et mål der forhåbentligt ikke er så urealistisk.

Og som jeg altid har gjort så vil jeg gøre det for alle i min omgangskreds.
Min familie, mine venner og ikke mindst for min farfar.

Er det en fugl? Er det et fly? Nej det er Superkompensation!

Lidt i forlœngelse af det forgående indlœg vil jeg tale om superkompensation.
- Den mekanisme der gør at du bliver bedre, hurtigere og stœrkere i forbindelse med trœning.

Jeg har lœrt mange ting på min rejse frem mod ironman - og jeg lœrer konstant nye ting.
Det skal i selvfølgelig ikke snydes for.

Hvergang du trœner så nedbryder du kroppen - det virker meget logisk og det ved de fleste nok. De fleste ved også at det er når du restituere du bliver bedre. Men de fœrreste er måske klar over hvor meget det egentligt betyder.

Da jeg styrketrœnede på "højt" plan eksperimenterede jeg meget med restitutionen men var måske i virkeligheden slet ikke klar over hvor vigtig en faktor det er.

Hvergang vi hviler, genopbygger kroppen os i en lidt stœrkere udgave. Fœnomenet kaldes superkompensation og er sådan set grundlaget for al trœning.
Laver du aldrig noget fysisk så tilpasser kroppen sig til det. Sørger for at du ikke slœber rundt på en masse unødig muskelmasse som du alligevel ikke bruger.
Giver du den derimod gas til trœningen og udfordrer kroppen fysisk så vil den lynhurtigt skrue op for din udholdenhed, muskelmasse og iltoptagelse.

Hver eneste gang du trœner (forudsat at du trœner hårdt nok) så vil din krop nedbrydes og påføres en masse skader på celleniveau. Når du så efterfølgende restituere genopbygges og forstœrkes din krop så den er klar til nœste trœning.
Løber du meget vil du opnå en lidt bedre iltforsyning til disse muskler, styrketrœner du vil du opbygge stœrkere og flere muskelfibre og sådan fortsœtter det.

Så kort fortalt - uanset hvilken trœning du laver vil din krop forsøge at 'skabe' et bedre udgangspunkt til nœste gang du trœner.

De eneste krav din krop stiller er bare at du trœner hårdt nok og hviler nok.
Det er selvfølgelig også vigtigt at din trœning er nogenlunde kontinuerligt - det hjœlper ikke det store at trœne 1 gang i ugen, da kroppen i mellemtiden når at 'tœnke' at du ikke vil vœre fysisk aktiv lœngere.

Superkompensation kan i store trœk deles op i 2 grupper:

• Kort superkompensation
• Lang superkompensation

Det handler grundlœggende om at opnå en eller anden form for superkompensation for at få noget ud af trœningen.
Har du lige løbet København 1/2 marathon så vil din krop efterfølgende vœre trœt og udmattet og du får en kort superkompensation i de efterfølgende dage.

Modsat kan du også opnå en lang superkompensation - hvis du løbetrœner rigtig hårdt i flere uger og bagefter tager en uge hvor du restituere og slapper af så vil du opnå en lang superkompensation for hele perioden.

Både den korte og den lange kompensation virker og man kan med fordel veksle lidt imellem dem.
Så løbetrœner du hårdt i 4 uger så hold en uges restitution efterfølgende. I løbet af de 4 uger skal du trœne hårdt - men stadig huske på den daglige restitution der er nødvendigt for at opnå en progression i din trœning.
Nedenfor ser du en graf der fint illustrere hvad der menes med superkompensation - og hvorfor du kan ende i en dårligere form ved ikke at passe dine hviledage.

Hvergang du trœner så kommer du i princippet i dårligere form. Har du lige løbet et marathon så er du fx ikke frisk nok til at gøre det igen. Har du lige dødløftet 100kg så gør du det heller ikke igen 5 minutter efter.
Når du så restituere så forbedres kroppen og du skulle helst gerne opleve superkompensation - at din form forbedres i forhold til udgangspunktet.

Den stiblede graf viser det der kan ske hvis du ikke overholder dine hviletider.
Før kroppen har nået superkompensation trœner du igen og kroppen ender faktisk med at nedbryde sig selv mere og mere - dvs. du ender med at opnå en dårligere form over tid.

Så husk dine hviledage - og husk din søvn!

Superkompensation

Restitution, skader & en masse koffein!

Igen og igen falder jeg over diverse spørgsmål på facebook eller andre forummer der lyder lidt ala:

Mine lœgge gør hamrende ondt hver gang jeg er ude at løbe - hvad skal jeg gøre?

Min gamle knœskade bliver ved med at komme igen efter en pause - hvad tror i der er årsagen?

Jeg har ikke sovet hele natten Pga. influenza - sengen eller skal det løbes vœk?

Det er modbydelig let at sidde bag skœrmen og lege den alvidende - der er jo ingen tvivl om hvad folk skal gøre! 

Ta' til lœgen, opsøg en fysioterapeut, hold pause osv. osv. osv...

Hvorfor er folk så uvidende?!?

Men jeg ved jo også godt at det slet ikke er så let - jeg er ikke et hak bedre selv. 

Målet ligger lige om hjørnet men sygdom og skader har slået en ud af kurs. 

Jeg har selv dopet mig med en cocktail af smertestillende for at kunne gennemføre dagens trœning. 

Jeg doper mig stadig med enorme mœngder af koffein for at kunne fungere og give den 110% gas på vejen. 

Jeg har selv løbet med knœbind, plastret mig ind i kinesiotape og løbet med tårer (og snot) i hele ansigtet Pga. en forkølelse. 

I dag ser jeg nok lidt anderledes på tingene. Jeg prøver ihvertfald at lytte lidt mere til min krop.

Jeg er blevet bedre til at tage den med ro hvis jeg mœrker nogle af de forkerte smerter, men det er måske ligeså meget fordi jeg ved at raceday ligger lige om hjørnet og at en skade ville kunne ødelœgge det hele nu  (7-9-13!). 

Men det er ikke kun i forbindelse med skader at man skal lytte til sin krop det skal man også mht. restitution. Og det er der mange der glemmer!

Hellere trœne én dag for lidt end en for meget!! Det kan ikke understreges nok for folk lader til at lave fejlen igen og igen - og det er netop noget der kan give skader.

Men hvornår er det så dovenskaben der taler og hvornår har kroppen virkelig brug for en pause?

Det er et spørgsmål man ikke kan få svar på ved at spørge sig selv.

Jeg plejer at vende den om: 

Fortalte min kammerat mig om hans symptomer og bad om råd er svaret som regel rimelig enkel. 

Så nœste gang du står med en skade eller prøver at vurdere om dovenskaben siger at du skal skippe trœningen eller om kroppen reelt har brug for en lille pause, så prøv at forestil dig at det er din søn/datter/kammerat der spørger dig til råds.

Så finder du som regel det rigtige svar:)

I forhold til restitution TROR jeg at jeg er godt med - jeg kan mœrke at jeg spœnder buen hårdt ud nogle gange, men for det meste er jeg god til at tage en pause hvis kroppen protestere på den forkerte måde. For ondt gør det nu altid. 

Tricket er at skelne imellem smerterne.

Dags dato er det hårdeste for mig det mentale pres. 

Jeg skal prœstere på studiet, jeg skal vœre en god kœreste herhjemme, en god søn når jeg besøger de gamle, en god kollega på arbejdet og samtidig skal jeg sove 8 timer hver nat, spise sundt, trœne meget og have ondt hele tiden. 

Men det bliver bedre :)

Kunne du li' hvad du lœste? 

Så del endelig :)

Efterårets op og nedture.

Som jeg kort fik nœvnt i et tidligere indlœg så valgte jeg rimelig hurtigt at fokusere på løb og cykling til at starte med i min trœning. Tre dicipliner krœvede simpelthen for meget i starten og på den her måde kunne jeg også få en masse kilometer i benene rimelig hurtigt.

Problemet var bare at jeg ikke havde kalkuleret med efterår og vinter. Da der faldt sne kom jeg ikke ud at cykle og måtte i stedet se mig nødsaget til spinning - spinning er selvfølgelig et bedre alternativ fremfor at man slet ikke kommer i sadlen men samtidig så er det på ingen måde god ironman trœning. Det er for intensivt og over for kort tid.
Når du på raceday skal holde dig i sadlen over 180km så er det ikke dine spinningslektioner der gør det sidste udslag.

For at forøge distancen prøvede jeg at cykle i fitnesscenteret alene før og efter en spinningslektion, jeg prøvede også at køre flere spinningslektioner efter hinanden og lidt har det da sikkert også hjulpet.

Da sneen forsvandt var jeg hurtigt ude på cyklen igen - og selvom det nu var til at cykle så endte jeg flere gange op med forfrosne fødder der først fik farve flere timer efter mine cykeltrœninger. På trods af smerterne fik jeg nogle flere kilometer i sadlen og formen blev også langsomt bedre.

Før jeg besluttede mig for at trœne op til en ironman styrketrœnede jeg 5-6 dage i ugen. Derfor mente jeg også at det ville blive en relativ let omstilling -
nu skulle jeg bare løbe og cykle 5-6 dage i ugen istedet for at løfte jern.

Men jeg tog grueligt fejl!

Det var på ingen måde let, og det faktum at du har vœret vant til 8 timers styrketrœning i ugen kan på ingen måde sammenlignes med 12-16 timers konditionstrœning.
Alene varigheden af en cykeltur (som let kan komme op på 3-6 timer) er noget du skal trœne dig i.
Ikke bare fysisk men måske endnu mere mental. At kunne opretholde den samme gejst, den samme hastighed, at kunne holde smerterne ud i så mange timer - det krœver tilvœnning.

Generelt fik jeg ikke trœnet så meget som jeg gerne ville i efteråret og vinteren. Til dels pga. vejret og til dels pga. manglende viden om trœning, udstyr osv.
Jeg skulle mentalt lave en uvending og op i gear igen.

Jeg bliver nød til lige at pointere den tid man skal afsœtte.
Hvis du som nystartet atlet mener at du godt kan springe på 12-16 timers ugentlig trœning ved siden af din skole/job og familie så er det super!
Men trœningstiden er ikke alt.
Udover mine timer i løbeskoene og på sadlen har jeg også brugt utallige (!!) timer med nœsen i bøger og med hovedet bag computerskœrmen for at blive klogere på sporten, trœningen, udstyret, reglerne osv osv.

Kan man li det og har man tiden så er det intet problem - ellers skal man lige have det clearet med familien og kœresten ;)

Hvorfor??

Det kan for mange virke underligt at ville lave en ironman. De fleste kan godt se hvorfor det ville vœre fedt at gøre det - men flere ryster alligevel på hovedet når det bliver virkelighed.
Hvorfor udsœtte sig selv for alle de smerter? 
Hvorfor tvinge kroppen til noget der får alle muskelfibre til at skrige og bare ville stoppe igen?
Af samme årsag der gør at folk bestiger bjerge 

- Fordi vi kan!

Nedenstående er lånt fra et andet site og er min motivation:

Race rapport fra Challenge Copenhagen 2011

Vækkeuret ringer kl. 4:30, det er søndag d. 14 august og det er race day. 

Alle mine sager er pakket og klar til afgang. Jeg får en halv skål mysli, to energi gels og en halv liter vand til morgenmad. Efter to toilet besøg  Kører min mor mig ud til Amager Strandpark. Philip og Camilla sover endnu, da det bliver en lang dag for Philip, hvis jeg nu skulle gå de fulde 15 timer. 

Morgenen er smuk, vejret er køligt. Rundt omkring kan man se flere mænd og kvinder med røde og grønne takser. Det er deres bike og post race tasker. Jeg er stadig ikke nervøs, overraskende, men dejligt. Menneske mængden bliver mere og mere koncentreret jo tættere vi kommer på Amager Strandpark. Vi finder relativt hurtigt en parkeringsplads, på trods af den talstærke mængde supporters der er mødt op. Jeg finder mine tasker og vi begiver os op til checkin.

Jeg begynder så småt at kunne mærke en nærmest dyrisk trang til, at komme i våddragten og smide mig i vandet. Det var en dejlig fornemmelse, jeg tolker den som et tegn på at jeg er mentalt klar.

Ved checkin bliver jeg mødt af en flok rigtig venlige og opstemte frivillige, der pænt siger godmorgen og hav et godt løb. Det giver bare endnu mere gas til benzintanken, positiv energi er fedt! 

Jeg finder hurtigt min cykel og får checket at der er luft nok i dækkene, plus jeg får fyldt min energi drik på mine drikkedunke. Nu er der omkring 45 min til jeg skal i vandet. Profferne er cheket ind til swim start, og speakeren giver den gas over anlægget, mens der bliver spillet fedt musik. 

Jeg finder et toilet igen, da jeg har glemt at tage mine Nike Drifit underbusker på som jeg skal svømme i. Køen er lang og jeg bruger tiden på at samle mig mentalt, mens jeg nyder den sindssygt intense stemning der er i luften. Jeg kigger rundt og når jeg fanger en andens blik, er der en gensidig respekt og en dyb anerkendelse for hvad der skal til at ske. Luften er tyk af intensitet. 

Ude fra toilettet igen, får jeg fundet alt mit svømme grej frem. Jeg får smurt vaseline under armene, på halsen og i diverse revner og sprækker. Dette er en nødvendighed da skavmærker kan betyde ufrivillig afslutning på Ironmanden i utide. 

Dragten smutter på som planlagt og alt er i skønneste orden. Det er i dette øjeblik at det buldrer ud af højtalerne. ”1 minut til profferne starter.” Challenge Copenhagen opening sang spiller over højtalerne, jeg lukker øjnene og visualisere at det er mig der står på stranden. BOOOOOOOM, kanonen lyder og jeg kan se i det fjerne, at profferne vælter ud i vandet. ALLE de små hår rejser sig på min ryg og jeg bliver helt emotionel.  Jeg tænker til mig selv, så er vi sku ved at være tæt på. Helt fantastisk følelse. 

Jeg tager afsked med min mor for at gå op og få et overblik over skifte zonen, samt checke min bike og post race bag ind. Mens jeg går op mod skiftezonen, omringet af mænd og kvinder der står i samme situation som mig, nyder jeg øjeblikket så meget at jeg nærst føler mig helt alene. Alt lyd forsvinder og jeg kan mærke at jeg er hundred procent mentalt klar. I retrospekt er det sjældent jeg oplever sådanne situationer, og det er nok derfor den står så stærk i min hukommelse. 

I mens jeg har fået checket mine tasker ind, samt kigget skiftezonen, er der blevet sendt yderligere 3 hold afsted. Samme sidste minut hver gang mht sang og kanonskud og følelsen af mental overskud og fokus bliver bare øget hver gang. Jeg føler mig virkelig stærk. 

”Hold 7 til start zonen, fem minutter til start.” Det er mig. I med det vandafvisende vat i øret, på med neoprenhatten og så badehætten på til sidste. Spyttet i svømmebrillerne, tiden går bare hurtig nu. Biiip biiip biiiiip, sådan lyder det når alle atleternes chip bliver registreret. Jeg kan nu mærke sand under mine tærer. Jeg får hurtigt skyllet mine svømmebriller i vandet og taget dem på. ”Et minut til start” brager det ud af højtalerne og så kommer sangen. 

Adrenalinen frigives i kroppen, hjertet banker, følelserne sidder uden våddragten. Jeg kigger rundt, der er få smil og stor intensitet i blikkene, nogle få giver hinanden hånden, andre et kram. BANG, kanonen bliver skudt af. Jeg sætter af og får løbet nogle få skridt ud i vandet, før jeg kaster mig ned og begynder at crawle derudad. 

Med det samme kan jeg mærke det kolde vand rende ind langs kroppen. Jeg tænker til mig selv ” det her er FUCKING koldt!” Jeg begynder at få problemer med at holde vejrtrækningen optimal ift. det tempo jeg svømmer med. Arme og ben vælter rundt, vi er nok 200 mand stærk i vandet på dette tidspunkt. Arme på fødder, fødder i ansigtet. Der er vand i mine dykkerbriller. Jeg hyperventilere nu. Min krop får nok ilt til at følge med, da jeg har svært ved at trække vejret når det er så koldt. Jeg sænker farten med det samme og svømmer bryste svømning for at få styr på situationen. Svømme feltet spreder sig heldigvis relativt hurtigt og jeg får styr på min hjerne igen ved at får styr på mit åndedræt. Det er her det er vigtigt at have mentalt overskud! Dybe vejrtrækninger og fokus på missionen. 

Efter en halv kilometers svømning,får jeg endelig styr på mit åndedræt og min svømmestil. Oplevelsen bliver behagelig og det går bare derudad. Den højre dele af min svømmebrille begynder at tage vand ind, hvilket resultere at jeg svømmer det meste af turen med højre øje lukket. LOL. Rimmen må have revet løs under starten. Jeg stopper dog flere gange og slipper vandet ud, men lige lidt hjælper det, for vandet er næsten pronto tilbage igen. Unden turen går min lynlås også op i ryggen et par gange, så jeg bliver nødt til at stoppe op og få den lynet igen. Jeg kan se bunden hele turen, hvilket giver mig en god tryghed, et slags fokuspunkt kan man godt sige. 

Svømmeturen i sig selv, var overraskende let, set bort fra mini krisen i starten.  Fødderne og hænderne blev dog noget kolde undervejs. Jeg er i hvertfald glad for at jeg havde min neoprenhat på!

Da jeg nærmer mig den sidste bøje, hvor der er ca. 200 meter til slutrampen, begynder jeg at visualisere skiftezonen. Dette gør at de sidste par meget er overstået på noget der føltes som 2-3 min. Der står 5 frivillige på slutrampen og tager imod os. Folk, mig selv inkluderet er helt rundtosset af en time og tyve minutters svømmen i koldt vand, jeg kan mærke at jeg lige skal finde mit fokus igen. 

Tilskuernes energi langs rampen gør dog at jeg hurtigt bliver grebet af stemningen og får derfor lynhurtigt sat skiftezonen for øjet. Jeg får udleveret min bikebag lige før indgangen, og får med det sammen fundet mit GPS ur og tændt det, da det tager et par minutter om at virker. 

Da jeg kommer ind og sidde ned kommer jeg i tanke om at jeg har glemt et håndklæde, og bliver derfor nødt til at tage mit cykeltøj på mens jeg er våd. Dette gør dog ikke så meget, da det tørre relativt hurtigt. Jeg er stadig lidt ør i hovedet efter svømmeturen og tager derfor lige et minut hvor jeg lige sidder og finder mig selv. Cykel tøjet kommer på, samme gør kompressions strømperne og cykelskoene. Jeg får fyldt alle mine saltpiller, sandwiches og gels over i min cykeltrøje. Herefter pakker jeg så mit svømmegrej og våddragte ned i cykelposen. Så går turen ellers ud af T1 og hen til min cykel som står et stykke væk. Det er altså ikke særlig let at løbe i cykel sko, specielt ikke når adrenalinen pumper rundt i kroppen og man har svømmet i en time og tyve minutter 

Jeg kan godt mærke på alle de andre deltagere at de er lettet, lige som jeg selv er, over at svømmeturen er overstået, nu er man jo i gang. 

Cyklen finder jeg hurtigt og kommer også op på den. Jeg cykler 20meter og ser så min mor. Jeg ville lige sige hej hurtigt, da jeg vidste at jeg ikke ville se hende igen indtil løbeturen og jeg kunne jo ligeså godt fortælle hende hurtigt om svømmeturen så hun kunne fortælle det videre. Jeg vælger så at glemme jeg har cykelsko på og at mine fødder sidder fast, hviklet resultere i at jeg kun får klikket en sko ud af pedalerne og laver et kunst styrt foran alle tilskuerne. Heldigvis sker der ikke noget og jeg griner lidt af mig selv. Folk er dog rigtigt søde og klapper alle da jeg kører væk. Fedt 

Så begynder de 180km. Kroppen er ikke træt, benene er springfulde af energi og mentalt er jeg hundrede procent fokuseret. Der er medvind og jeg cykler 33.5km den første time. Dejligt tempo! Cykelturen går op langs Sjællandskyst, et sted jeg aldrig har set, så tiden flyver afsted. Der ligger det ene fort af et hus efter det andet.  Tror også jeg så Jan Fog LOL. 

Timerne, kilometerne, saltpiller, gels, sandwiches og energidrik flyver afsted. Benene er stadig stærke. Der er så mange fantastiske mennesker der er mødt op for at heppe og det gør en kæmpe forskel! Man kan nærmest bruge deres energi. Jeg prøver selv at køre og give thumbs up og smile til dem der hepper for at sige jeg sætter pris på det. Positiv energi giver mig overskud og tager fokus væk fra der hvor det gør ondt. 

Nu er der gået 3 timer og jeg har cyklet ca. 90 km. Min hjerne begynder at presse negative tanker frem om hvor hårdt det der. Det sker som regel altid mellem 60 og 100km. Mærkeligt nok. Men jeg har erfaret under træning op til løbet, at det ALTID er en fase der bare skal overståes og rigtigt nok, vha. positive tanker og smilen til gud og hvermand trækker jeg mig igennem smerten og vupti er den væk. 

Nu er jeg omkring 110km. Poweren kommer som en anden vind og jeg føler igne at jeg kan give den lidt gas. Jeg kan overhaler en del andre deltagere på de næste 30-40km, hvilket giver godt til selvtilliden.  Jeg småsnakker med et par andre deltagere og tiden flyver afsted. 

Ved omkring de 160km. Bliver jeg igen lidt træt i benene, men tager en koffeinpille, som hjælper godt på trætheden. Jeg er også stoppet med at spise og drikke noget på de sidste 20 min. Jeg passerer så skillevejen hvor der står ”second loop til venstre og bike finish til højere”, da jeg drejer fra mod bike finish, får jeg et kæmpe skud adrenalin ud i kroppen. Jeg får overskud og bliver igen helt følelsesladet. Fantastisk følelse! Jeg tænker tilbage på alle de gange jeg har set en Ironman motivationsvideo og visualiseret hvordan det må være, at være i deres sted. Nu er jeg der fandme også! 

8km, 6km, 4km, 2km. Det sidste sving og jeg kan se bikefinish. Men jeg kan også se Camilla, Philip og min mor. De står alle og hopper med et skilt, hvor der står MIKKEL. Du er den bedste, verdens bedste far!!!!!! Hold nu kæft en vidunderlig følelse! Jeg er bare så glad for at se dem. Den bedste følelse i verden. Jeg kniber ikke rigtig en tåre, som jeg egenligt havde forventet jeg ville. Men inden i bruger jeg den vidunderlige følelse til at bygge oven på mit mentale overskud. 

Jeg får afleveret min cykel til en af de fantastiske hjælpere og overvejer et øjeblik og prøve at tage min cykelsko af lige med det samme. Men beslutter så at lunte ind i T2 med dem på.  Her får jeg et glas cola og min løbe taske. Der er allerede nu andre deltagere der lider. Nogle kaster op, andre kan ikke stå op og så er der mig der har det fint. Fedt tænker jeg. Jeg kigger på min side mand der ser lidt medtaget ud, og siger ”ja, man ved sku man er pervers, når man går til en sportsgren hvor man har tilbagelagt 183.8km på 8timer og man så som det sidste vil løbe et marathon.” Han kigger på mig og nikker og så griner vi lidt. LOL
Skiftet fra cykel til løb tager kun 7min, da jeg allerede har min spandex dragt på.  Så lige så hurtigt som jeg kom ind, var jeg ude igen. Syntes jeg i hvertfald selv. ;)

De første 10km af løbeturen går over al forventning! Jeg den på ca 53 min. Hvilket er hvad jeg normalt løber 10km på, uden forudgående aktiviteter. Stemningen koger på dette tidspunkt. Alle er kommet for at heppe. Der bliver hujet og hejet. Redbull har stillet en DJ stand op hvor de spiller fedt musik og de frivillige hjælpere er bare gode til at komme med positive tilråb. Jeg vedholder min taktik om at smile og give tilbage til dem der kommet for at heppe. Det giver en helt fantastisk energi. Sammenspillet giver overskud og flytter folkus fra smerten i bentøjet. 

Efter 13km ser jeg familien første gang, dog for sent til at stoppe og sige hej. Men det bare deres smil gør at målet på dette tidspunkt er fast cementeret på min nethinde. Anden gang jeg ser dem, er Camilla løbet lidt imod mig, så jeg kan løbe med hende og Philip i en 20meters penge. Det var en exceptionel følelse, så meget glæde og positiv energi. Jeg fik kys og kram og så løb jeg videre.  

Rundte 3 ud af 4 på banen. Nu begynder kroppen at protestere. Svangen på fødderne brænder og muskelvedhæftningerne ved knæet gør ondt. Hvert skridt følelse som om fødderne var ved at sprænge. Jeg smiler og holder ud, man kan ikke se det gør ondt på mig. Jeg smiler og ser igen min familie og glemmer alt om smerten. Utroligt hvad kroppen kan præsterer når hjernen bliver fjernet fra ligningen. 

Jeg har nu løbet ca. 29km og har så ondt at jeg tager 2 ipren og en koffein pille. Der er næsten respons med det samme og inden for 2km. Er smerten igen til at holde ud. Der er rigtig mange der går nu. Nogle ligner Quasimodo, andre kaster op. Men jeg løber og smiler bare, fantastisk tænker jeg til mig selv. Jeg tænker til mig selv, ”hvis jeg har gjort det her hele dagen, så kan jeg også de sidste 15km.” Jeg løber videre, snakker med dem der går, får nogle op og løbe, de siger tak og der bliver skabt mere god energi. 

Jeg passerer nu indgangen til det sidste loppe på løbeturen, YES, sejersrunden tænker jeg. Nu kan det ikke gå galt, ingen kramper, godt humør, benene er gode igen. Jeg nyder den sidste rundtur. 

Uden på Langelinje står der en kvinde og hepper, hun har stået der alle runder jeg er kommet forbi. Fantastisk menneske! 

Jeg får meget redbull og cola den sidste runde, kroppen gør ondt, benene skriger på at stoppe. Men jeg er ligeglad, jeg løber bare. Der er intet der kan stoppe mig nu. Jeg tænker på Camilla og Philip som står ved målstreget, jeg skal løbe i mål sammen med dem. Jeg er et som et tog, benene kører bare derudad. 

2.5km igen løber jeg op på siden af en ældre herre der går. Han har ondt siger han. Jeg spørger ham hvorfor han går når der kun er 2.5km. Tilbage. Jeg får ham op og løbe igen, han har gennemført 7 Ironmans før, dette er hans 8. Vi bliver enig om at det er skørt at gå de sidste 2 km. Jeg begynder at få lidt krampe i min balle. Men jeg er ligeglad, jeg løber bare. 

Så runder jeg den sidste strækning, jeg kan se Camilla og Philip. Folk klapper, jeg råber, Philip er glad, Camilla er glad. Jeg mangler 200 meter. Jeg tager dem i hånden, det regner. Vi løber, jeg er stolt, hold nu kæft jeg gjorde det. Vi løber, hånd i hånd. På stor skærmen viser de min familie, det er stort, hold nu kæft det er stort. Kommentatoren siger mit navn, og folk de klapper. Det sidste sving, jeg hiver Philip op på min arm. 3 meter til mål 12 timer 35 minutter og 10 sekunder. I dag rykkede jeg mine grænser. 

Jeg er en IRONMAN.

Opstarten

Tilbage i august 2013 opstod der en masse hype omkring triathlon da kronprinsen gennemførte Ironman Copenhagen - og i en ganske fornuftig tid hvis jeg skal sige det. 

Selvsamme hype gjorde mig opmœrksom på den legendariske Ironman distance og der gik ikke lang tid før jeg sad med nœsen begravet bag computerskœrmen i et forsøg på at opsnuse alt hvad jeg kunne omkring det at blive en jernmand. 

Jeg havde besluttet mig.

Der er ikke altid langt fra tanke til handling og jeg bestemte mig hurtigt for at løbet skulle ligge i 2014 - jo før jo bedre. 

Jeg satte mig for at lœse alt hvad jeg kunne om de forskellige discipliner, skiftezonerne, trœningen og hvad der dertil hører. Hurtigt gik det op for mig at de fleste eksperter (faktisk alle som jeg stødte på) anbefalede at man MINDST brugte 1 år på at trœne sig op til kongedistancen. 

Jeg stod nu i et dilemma da den eneste ironman på dansk grund som jeg kunne nå at tilmelde mig var det nye HUMANSPEED Full-distance-Fyn. 

Ironman Copenhagen var forlœngst udsolgt og jeg ville vœre ked af at skulle drage til udlandet for at gennemføre løbet. Det ville gøre det besvœrligt for familie og venner der havde lyst til at deltage og samtidigt ville det give nogle helt nye udfordringer - og havde bestemt ikke brug for flere udfordringer!

Når min tålmodighed ikke er større end den er så var der ikke rigtigt noget valg. 

HUMANSPEED Full-Distance-Fyn 29. juni 2014 here I come.!

At skulle trœne til en Ironman på 7 'seriøse' måneder og 2 'begynder' måneder stiller en masse krav til trœningen, din psyke og din omgangskreds. 

Jeg fik hurtigt afklaret mit mål med kœresten og familien og uden noget brok blev det accepteret at det nœste lille år ville stille en masse krav til vores måde at vœre sammen på. 

Energiniveauet ville fra min side ligge på et minimum, trœningstiden ville ligge på et maksimum og jeg ville blive nød til at œndre nogle basale ting i min hver dag. 

At stoppe med at drikke alkohol var bare én af tingene - og så absolut ikke den svœreste at skille sig af med.

I oktober 2013 købte jeg cyklen der skulle bringe mig igennem én af disciplinerne i løbet og valget faldte på en Trek Madone 3.1 kulfiber, udstyret med tribøjler.

Kort efter blev de nye løbesko købt og jeg var for alvor ved at vœre klar til den hårde trœning. 

Jeg startede ud med at svømme, cykle og løbe 6 dage i ugen på egen hånd men måtte dog sande at jeg ikke kunne overskue 3 discipliner på én gang, specielt ikke når de 2 af discipliner var forholdsvis ukendte. 

Jeg droppede svømning og fokusere i de nœste måneder på løb og cykling. 

Mere om det senere.

The loneliness of the long distance runner