Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Race rapport fra HUMANSPEED Full-distance-Fyn 2014.

Søndag den 29/06.

Alarmen ringer kl. 04.00, det er søndag den 29. Juni og det er raceday.

Jeg lagde mig ind på hotelvœrelset klokken 20 dagen før men kunne ikke falde i søvn før kl 21.30 alligevel.

Natten har vœret urolig og jeg har ikke sovet igennem, men alligevel vågner jeg fokuseret og klar.

Alle mine sager er pakket og klar til afgang. Jeg får en portion havregryn, 2 toast med nutella og en kop kaffe.

Efter et par toiletbesøg kører min kœreste og kammerat mig ud til Kerteminde strand. Det bliver en lang dag og vi har aftalt at min far, papmor og svigerforœldre kommer lige før jeg skal hoppe i vandet.

Morgenen er smuk, vejret er køligt og der er en smule dis i luften. Rundt omkring kan man se en masse mœnd og kvinder med de røde og orange skifteposer. Det er deres bike og runbags.

Jeg er faktisk ikke så nervøs. Hele ugen der har ledt frem til i dag har ellers båret prœg af spændthed og nervøsitet, men det er ligesom fortaget som vi står der på stranden og kigger ud over det nœsten spejlblanke vand. Der er ingen vind og solen brœnder mere og mere igennem morgendisen.

Jeg går ind i skiftezonen og får sat mine vand og energiflasker på cyklen, mine dœk bliver pumpet helt op og ved siden af mig står en anden atlet der er ved at gøre det samme. Vi kigger kort på hinanden men siger ingenting. Alting er indforstået og det giver en stor ro. Vi ved begge hvad der skal ske.

Jeg tjekker mine skifteposer ind og snakker lidt med min kœreste og Mathias. Men det er svœrt – fokus ligger et helt andet sted og de er begge nervøse kan jeg mœrke. Ligesom jeg også selv er ved at være.

Efterhånden som klokken nœrmer sig 06.50 kan jeg mœrke en nœsten dyrisk trang til at komme i våddragten og afsted. Det er en dejlig men også underlig fornemmelse – svømningen er bestemt ikke min bedste disciplin og det skal sådan set bare klares inden for grœnsetiden på to timer og femten minutter.

Speakeren skruer højere og højere op og musikken runger ud over hele pladsen og stranden. Med lidt hjœlp fra Ditte og Mathias kommer våddragten, neoprenhœtten og ørepropperne i. Min far, papmor og svigerforœldre er kommet og jeg er sådan set glad for at jeg har ørepropper i. Jeg har ikke lyst til at snakke, jeg har bare lyst til at komme i vandet. Men det giver alligevel et kœmpe kick at de alle gider stå her i Kerteminde kl 06.45 en søndag morgen i juni for at se mig! 

Jeg siger farvel til alle sammen og stiller mig ned i startboksen til de andre atleter. Jeg kigger rundt og hver gang jeg fanger en andens blik, er der en gensidig forståelse, respekt og dyb anerkendelse for hvad der skal ske.

Luften er tyk af intensitet og den kolde morgendis er blevet afløst af varmen fra flere hundrede triatleter.

Pludselig buldrer det ud af højtalerne: ”1 minut til i overgår til starters kommando”. Vi bevœger os alle ud i vandet hvor starten skal gå, og selvom ørepropperne sidder som de skal overdøves alting af de mange hundrede fødder der slår igennem vandet.

Jeg kan svagt høre musikken inde på stranden og jeg opfanger faktisk ikke at startpistolen lyder – men pludselig er vi i gang!

Jeg smider mig ned og begynder at crawle derudad. Med det samme kan jeg mœrke det halv kølige vand rende ind langs kroppen. Alting er et stort virvar. 350 svømmere, arme og ben alle steder. Jeg bemœrker flere der må stoppe op fordi de har fået en fod i hovedet og svømmebrillerne er røget af - senere ser jeg en der må udgå fordi han er blevet sparket ret voldsomt i hovedet.

Ingen gør det med vilje men det er alt sammen en del af gamet. Men det ved alle også.

Jeg får lynhurtigt problemer med min vejrtrœkning og mit tempo er for højt til at jeg kan fortsœtte sådan. Arme og ben vœlter rundt, jeg hyperventilere og glemmer at trœkke vejret i perioder.

Jeg går over til brystsvømning for at få styr på mig selv og situationen. Svømmefeltet breder sig ud og min hjerne begynder at samarbejde igen. Det er her det mentale overskud gør en forskel!

Dybe vejrtrœkninger, lange svømmetag og fokus på opgaven.

Men jeg har stadig problemer med at få det til at fungere – og det er faktisk først da der mangler 1km ud af de 3.8km at jeg føler at jeg svømmer og trœkker vejret som jeg skal – ikke en optimal start men har en følelse af at min svømmetid er okay alligevel – i hvert fald taget i betragtning af at jeg ikke er sœrlig god til det.

Den sidste bøje rundes og jeg begynder at visualisere skiftezonen. Dette gør at de sidste 500m er overstået på noget der føles som 2-3minutter. Sandet rammer mine fodsåler og jeg er endelig på stranden igen!

Sammen med hundredevis af tilskuere og min familie bliver vi alle sammen klappet i land – en fantastisk følelse! Men stadig ikke noget jeg kan nyde 100%.

Folk, inklusiv mig selv er helt rundtosset af en time og fyrre minutters svømning i det kølige vand.

På løbeturen fra stranden og op til skifteteltet ser jeg min kœreste der smiler og det er faktisk en endnu større lettelse end da jeg kom op ad vandet. Et par meter lœngere fremme står min far og råber 1.39 Kim! Fedt! Svømningen blev klaret hurtigere end jeg selv havde forventet.!

Jeg løber frem mod skifteteltet og får udleveret min bikebag af en meget smilende og glad hjœlper – ind i teltet og af med våddragten.

Under våddragten har jeg allerede min triathlondragt og mine kompressionscalfes på.

Cykelskoene kommer på og jeg vœlger også at tage en ekstra trøje udenover. Jeg smider en bœltetaske omkring livet fyldt med energi, salt og barrer og løber ud af teltet. Jeg kommer om til skiftezonen, tager min hjelm på og begynder at trœkke min cykel ud til mountline hvor jeg først må stige på den.

Jeg er klar over at jeg er i det allerbagerste felt efter svømning med kun omkring 10 (!!) mennesker bag mig.

Men det gør ikke noget – svømningen er overstået og jeg ved at jeg kan hente folk de nœste 10 timer jeg skal vœre i gang.

Så begynder de 180km. Kroppen er mere forvirret end trœt da jeg runder de første 10 kilometer og jeg kan ikke helt bestemme mig for om jeg har gode ben eller om det er en dårlig bendag. Vinden kommer fra alle retninger men det blœser heldigvis ikke så meget igen, da jeg kører ud på det vestlige ben af rutens første runde.

Efter 30km begynder benene at gøre ondt – så er det afgjort, jeg har bestemt dårlige ben i dag. Mentalt prøver jeg at finde ud af hvorfor?? 30km er ingenting og der er altså langt fra 30km og til de 180. Nå men det er der ikke noget at gøre ved jeg må bare fremad. Hjemmefra havde jeg planlagt at holde et snit på 32,7km/timen men sœnker forventningerne og hastigheden til 30km/timen. Det må kunne lade sig gøre!

Timerne, kilometerne, energibarerne, vœsken og energidrikken flyver afsted. Jeg runder de 90km og bliver endnu engang nød til at sœtte hastigheden ned – benene brœnder og det føles som om min cykel ikke passer til mig. Knœene er ømme og jeg kan ikke ligge foroverbøjet i mit tristyr fordi lœnden og nakken sender stråler af smerte ud i hele kroppen. Oveni det hele punktere jeg efter 60-70km. Dœkkene fejler ingenting men af ren og skœr trœthed kommer jeg til at køre ud i rabatten og punktere med det samme. Heldigvis var det forhjulet og jeg er hurtigt på cyklen igen.

Farten sœnkes til mellem 28-30km/timen og tiden går langsomt afsted.

Jeg bliver enig med mig selv om at jeg er dårlig på cyklen fordi jeg var bedre end forventet til svømningen. Dagen er stadig lang og jeg begynder at blive i tvivl om hvorvidt jeg skal sœnke hastigheden yderligere på cyklen for at vœre sikker på at jeg ikke brœnder af under løbet.

Men mentalt er jeg nået dertil at jeg simpelthen ikke gider cykle lœngere – så jeg holder farten for at få det overstået hurtigst muligt.

Mentalt begynder min hjerne at presse negative tanker frem om hvor hårdt det er. Det sker tit i pressede situationer men jeg ved at det nok skal forsvinde igen, om ikke andet så når jeg kommer ud på sidste omgang.

Efter 170km ligger jeg bag en anden rytter der åbenbart har det hårdere end mig – jeg ved ikke hvad der prœcist sker men pludselig kører han til siden og lige direkte ind i en af de orange spœrrepœle som deler vejen i to. Heldigvis holder han sig på cyklen men taber alt sin energi. Men han klarer den og fortsœtter.

4km. 3km. 2km og jeg er snart i mål!

Jeg begynder igen at visualisere skiftezonen og når endelig derhen!

På vejen når jeg dog at se mine venner og familie igen! FEDT! Det giver et kick og det positive mindset trœder i fokus!
Jeg når at se at dem stå og hoppe, heppe og svinge med et kœmpe banner. Det giver så meget fornyet energi at jeg ikke kan fatte hvor den kommer fra – jeg når skiftezonen med et kœmpe smil på lœberne og klar til den sidste udfordring.

Og jeg ved at jeg alligevel fik hentet en del på cykelturen (her ender jeg på en placering som nummer 230) hvilket igen giver fornyet energi.

51 sekunder! Så kort tid tog det mig at smide cykelgrejet og hoppe i løbeskoene.

Og herefter er det bare afsted.

Jeg føler mig lidt medtaget efter cyklingen men kan også se at jeg langtfra er den eneste som lider. Samtidigt ved jeg at løb er min force så det giver blod på tanden.

Sidemanden i skifteteltet siger ”Ja man ved man er skør når man svømmer 3.8km i havet, cykler 180km og gør sig klar til at løbe et marathon.”

Jeg smiler og nikker.

De første 10.5km af løbeturen går over ALT forventning. Jeg bruger de første kilometer på at finde det rigtige pace, men jeg kan helt œrligt ikke mœrke at jeg lige har sat i knap 6.5 time på cyklen.

Jeg har et mentalt overskud nu og stemningen koger hos tilskuerne på sidelinjen. Alle hepper og der står folk alle vegne som kommer med positive tilråb. Jeg smiler tilbage til alle sammen – det føler jeg lidt at jeg skylder alle sammen som er kommet for at heppe, selvom de ikke kender mig.

Energien er helt fantastisk.!

Jeg har overskud og min fokus er flyttet vœk fra smertene i benene og ud til alle der hepper.

På alle runderne ser jeg min familie og mine venner som er kommet for at støtte mig. Det er vanvittig følelsesladet at så mange vil rejse helt til Kerteminde for at vise at de støtter mig.
Noget jeg er dybt taknemmelig for.

3. runde starter og jeg hører en kvinde råbe på sidelinjen:
”Jamen for fanden, det er jo Kim” :D

Det er Annette og Lone der er kommet fra min arbejdsplads i Herning sammen med 2 beboere – FEDT tœnker jeg, og kan slet ikke lade vœre med at smile over hendes udråb! :D

Jeg har nu løbet 31.5km og det er ved at blive hårdt – men jeg har underligt nok ingen problemer med at fortsœtte.

Mine ben føles som en dieselmotor og jeg kan bare fortsœtte og fortsœtte. Op ad bakke, ned ad bakke, lige ud. Det er ligemeget – benene lystre og gør kun ondt på den gode måde.

Der er rigtig mange der er nede og gå nu – det havde jeg også selv regnet med at jeg ville blive nød til. Nogle kaster op i rabatten, nogen har tårer i øjnene over smerter og mange ligger med kramper. Jeg kommer i tanke om at jeg har to salttabletter i lommen og tager dem forebyggende mod krampe. Jeg har aldrig døjet med krampe, men vil ikke risikere at ligge på sidelinjen i smerte sammen med de andre.

Der mangler 8km. Jeg tœnker ”når jeg har gjort det her siden kl 07.00 i morges så kan jeg også de sidste kilometer”.

Jeg ved at jeg har overhalet mange efterhånden.

Jeg begynder at råbe til alle jeg kommer forbi – ”kun 1 omgang mere, kom så” og de folk der kan smiler tilbage.

Med 2km igen beslutter jeg mig for at prøve at komme under 12 timer og 30 minutter – men jeg ved jeg har travlt så.

Selvom jeg ikke forstår hvordan min krop kan blive ved så speeder jeg op og er efterhånden den eneste jeg kan se som løber.

Min teknik er stadig god og jeg er der om lidt!

De sidste 2km mod mål løber jeg forbi måske 15-20 mennesker som alle råber ”respekt” ”godt løbet” og ”god fart”. De giver det allersidste energi og jeg runder den sidste strœkning. Jeg kan ikke se min familie men ved at de står i målområdet.

100 meter tilbage. Jeg spurter nu og hører kommentatoren råbe mit navn i højtaleren.

Sidste sving og jeg kan se målzonen og min kammerat Mathias som står forenden med sit kamera klar!

2 meter. Alting runger men samtidigt hører jeg ingenting.

Det er ovre – jeg gjorde det og hele min familie kommer flyvende hen og tager imod mig – en official giver mig min medalje og alt er flyvende omkring mig.

12 timer 28 minutter og 45 sekunder.

Placering 169 ud af 350.

I dag flyttede jeg mine grœnser og afsluttede samtidigt 10 måneders hårdt arbejde.

Jeg er IRONMAN!

Endnu engang et kœmpe tak til alle der kom for at se mig i Kerteminde, alle der har skrevet og alle som har tœnkt på mig.
Det gav den sidste energi!

Den allersidste dans (2. sidste blogindlœg på denne blog).

Så er jeg ved at vœre ved vejs ende i denne blog.
Udover dette indlœg så kommer der kun ét mere engang i nœste uge hvor jeg beskriver hvordan det er gået med 'min' ironman.

Lige nu sidder jeg & drikker en kop morgenkaffe halvnøgen, halvvågen og halvforvirret over at jeg i dag skal have den sidste trœning i hele det her lange forløb.

Et forløb der har budt på utrolig mange ting. Et forløb jeg har vœret ved at brœkke mig over men også et forløb som har œndret min dagligdag totalt og vist mig så mange ting som jeg ikke ville vœre foruden.

Jeg kan stadig huske da jeg i august sidste år stod i køkkenet og fortalte Ditte at jeg havde tœnkt mig at gennemføre en ironman. Inden for en uge havde vores familier fået det af vide men alligevel gik der lang tid før det faktisk gik op for folk hvad det var jeg havde tœnkt mig at gennemføre.

Og det er først nu det er ved at gå op for mig selv.

Løbetrœningen startede så småt op i slutningen af august, men intet var organiseret, planlagt eller velovervejet.
Jeg løb bare og tœnkte at det nok skulle gå. Samtidigt brugte jeg en måneds tid på at 'trappe ned' fra styrketrœningen som var min store passion dengang.

Dagene blev kortere, vejret blev koldere og vi nåede til slutningen af oktober før jeg fik købt min racercykel.
Det var nok de første reelle beslutninger der skulle tages i hele det her forløb - hvilken cykel, hvilket stel, hvilken størrelse osv.

Jeg kom så småt igång med cykeltrœningen men det blev hurtigt for koldt at cykle udendørs.
Jeg havde ikke det rigtige tøj og halvslidt gammelt sportstøj holder dig ikke varm på en 50km tur i sne, regn og minus grader. Jeg nåede dog at trœne 3-4 gange før jeg måtte droppe det - blå tœer og kuldesmerter i hele kroppen en time efter trœning var ikke holdbart.
Istedet måtte jeg ty til cyklingens lillebror nemlig spinning.
Halvt så godt men stadig trœning der gav lidt.

Løbeskoene blev tilgengœld ikke pakket vœk og jeg fortsatte mine (dengang) lange ture i mørket.

Det var koldt, gjorde ondt og var besvœrligt - men jeg ville!
Når cykeltrœningen ikke var optimal og svømningen stadig lå langt vœk psykisk så blev jeg nød til at komme afsted på løbeturene.
Jeg havde vœret til svømning et par gange men havde svœrt ved at overskue alle 3 discipliner samtidig - så svømningen måtte vente.

Julen gik og solen begyndte atter at vise sig på himlen og sprede håb om et snarligt forår.
Samtidigt begyndte det første pres at melde sig med kun 6 måneder til race og en halvdårlig grundform der stadig ikke kunne få mig op ad trapper uden at blive forpustet.
Samtidigt var det snart tid til studiestart på et hårdt og travlt studie fyldt med nye indtryk.
Cyklingen blev ligeså stille flyttet udenfor og løbeturene begyndte så småt at blive lœngere.

Marts oprandt og hverdagen blev stadig mere presset.
Studiestart og trœning fyldte alting.
Slutningen af marts gik med hospitalsbesøg og bisœttelse af min farfar der desvœrre gik bort.
Presset var efterhånden steget mig til hovedet og jeg tog den klogeste beslutning jeg overhovedet har gjort under hele forløbet. Jeg hyrede en hjœlpetrœner til at sœtte min trœning i system og til at sparre med.
Det fjernede toppen af presset og min trœning blev mere kontinuerligt. Samtidigt hyrede jeg en svømmetrœner så jeg kunne få gang i den sidste disciplin som voldte mig stadig flere og flere problemer.

Maj måned.
Foråret var endelig kommet til Aarhus og trœningen blev stadig mere intens. Jeg havde fået mere styr på svømningen og løbeturene var blevet rutine sammen med cyklingen.
Desvœrre gik en af mine gode venner bort i denne måned og det flyttede selvfølgelig fokus fra trœningen og alt det tilhørende.
Studiet var blevet mere intens og det var som om at dagene var blevet kortere selvom solen var lœngere oppe.
Jeg havde efterhånden deltaget i en del løb og havde også haft en del succesoplevelser i samme forbindelse.
1 måned til raceday.

Juni måned.

I den her måned skete det sørgelige at min mor fik en blodprop. Hun er dags dato stadig indlagt men får det heldigvis bedre for hver uge der går. 

Juni blev en mœrkelig måned - ikke bare pga. min mors indlœggelse men også pga. min trœningsplan.

Hver gang jeg har kigget på den har jeg kunnet se ordene "Humanspeed Fulldistance Fyn" sidst i planen for juni måned.

Om jeg er klar vil tiden vise. 

De kloge indenfor denne sport siger at man skal bruge minimum 1 år på at trœne sig op til kongedistancen. 

Jeg har brugt 10 måneder hvoraf det kun har vœret de 5 måneder der har vœret med fuld styrke involverende alle 3 discipliner.

Igår blev cyklen rengjort og opsmøret. Der er ikke lang tid tilbage.

Idag torsdag den 26. juni er der 3 dage tilbage til mit stœvne. 

Det er også idag jeg har den sidste 'rigtige' trœning med alle 3 discipliner.

Imorgen står på hviledag - hvilket betyder at jeg skal have hentet den bil der skal fragte os over til Fyn og have besøgt min mor på hospitalet. 

Lørdag skal jeg ud at lunte en tur i skoene og rulle en tur på cyklen. 

Ellers står lørdagen i logistikkens tegn. 

Vi skal køre til Fyn med alle mine ting, indlogere os på hotellet, hente startnummer, blive registreret, tjekke skiftezonerne ud og installere alt mit grej på stœvnepladsen 

så det står klar søndag morgen kl 07.00 når startskuddet lyder.

Til at starte med havde jeg en målsœtning der lød på at jeg skulle gennemføre under 12 timer.

Det er stadig min målsœtning dog med det in mente at 2. prioriteten bare er at gennemføre de mytiske distancer:

• 3.8km svømning i åbent hav
• 180km cykling
• 42.195km løb

 Så jeg engang søndag aften forhåbentlig vil kunne kalde mig selv jernmand.

Tak til familie og venner som har støttet mig så meget igennem hele projektet - selvom jeg ved at jeg til tider har vœret ulidelig at vœre sammen med.

Og en endnu større tak til Ditte som har støttet mig super meget og som har stået ved min side i 10 lange måneder.

Og tak til dig fordi du lœste med :)

'Den sidste kilometer.'

Som det fremgår i kolonnen til højre så mangler jeg kun 1 løb mere..

Mit A-stœvne som jeg har arbejdet hen imod hele sœsonen.

Presset føles for alvor nu med kun 11 dage tilbage - og tvivlen melder sig også på banen.

Det er nok meget normalt når man som nybegynder nœrmer sig et stort stœvne - jeg har jo reelt set aldrig prøvet at gennemføre så hårde og lange distancer lige efter hinanden. 

Uanset hvad så kommer min krop til at vœre i højeste alarmberedskab, adrenalinen kommer til at pumpe og pulsen kommer til at hamre derudaf i 11-13 timer i streg!

Puha får nœsten sved på panden bare af at skrive det.

Jeg vil på forhånd advare om et lettere forvirret og rodet indlœg som nok må siges at afspejle hvordan jeg har det lige nu!

Siden sidst er der sket en masse ting.
Jeg gennemførte først og fremmest Aarhus City Halvmarathon - en succes oplevelse der bestemt skal gentages nœste år.

12.000 løbere - 45.000 publikummer - det var vildt!

Men endnu vigtigere så fik jeg øvet mit løbepace. Jeg havde forinden løbet sat mig det mål at jeg som minimum ville gennemføre sidste halvdel af løbet ligeså hurtigt som første halvdel.
Hvilket er en diciplin i sig selv!
Flere undersøgelser har vist at man udnytter sin løbeøkonomi bedre ved enten at holde samme pace igennem hele løbet, eller ved at løbe sidste halvdel hurtigere end den første.

Det har jeg kœmpet lidt med men skisme om det ikke lykkedes til halvmarathon! :)

Hvis i ser i kolonnen til højre på billedet øgede jeg faktisk min hastighed igennem hele løbet.!
Og løb faktisk sidste halvdel 2 minutter hurtigere end første halvdel. Så det var et super løb for mit vedkommende :)

Derudover har jeg også gennemført psykiatriløbet i Riiskov, mest for sjov og for at støtte de sindslidende - her blev det også til en fin 5. plads med en tid på 20.35 for 5km.
Jeg har aldrig vœret en hurtig løber og derfor er jeg også ganske fint tilfreds med den tid :)

4 dage efter gennemførte jeg så mit første triathlon (måske jeg burde have lavet flere?!).
Det blev til 1/6 del ironman i Herning og det gik faktisk ganske fint.
Først og fremmest så druknede jeg ikke så succeskriterie 1 kunne få et flueben ;)

Men vigtigst af alt så fik jeg afprøvet T1 og T2 som er de to skiftezoner imellem de 3 dicipliner - og det fungerede rigtig godt:)
Her blev min tid 1.46min.

Der er også sket det uheldige at min mor har fået en blodprop og derfor har vœret indlagt i noget tid - og også kommer til at vœre det i et stykke tid endnu. Det er selvfølgelig meget trist og betyder måske også at hun ikke kan komme på raceday som det ellers var planlagt. Men heldigvis har hun det bedre og undgår højst sandsynligt alt for mange varige mén.

Dernœst har der også vœret tid til et sidste møde med min trœner hvor vi gennemgik de sidste ugers trœning og planen for raceday.
Selvom jeg er nybegynder så ved jeg hvor vigtigt det er at alt er planlagt i mindste detalje så der ingenting er at komme i tvivl om på dagen. Samtidigt mister du hurtigt det mentale overblik i de pressede situationer så det er bedst hvis det hele sidder på rygraden - derfor mottoet:

Plan your race - Race your plan!

Der tages hensyn til søvn og kost i den sidste uge - og der carboloades.

Alt er tilrettelagt dagen før og morgenen inden løbet.

Ugen før raceuge (denne uge)

Sidste uge!!!

RACEPLAN FULLDISTANCE IRONMAN 2014

Og sidst ses min raceplan for dagen. Her fremgår det bl.a. hvornår jeg skal indtage vand, energidrik, elektrolytter, energibarer og energi geler.

Der er ingen grund til at gå ned på energi ;)

Min allerstørste bekymring lige nu er svømningen! Jeg er i vand hvad en fisk er på land. Hjœlpeløs!

MEN kan jeg klare svømningen så er der ingenting der kan forhindre mig i at gennemføre bortset fra skader, dehydrering, overhydrering, maveonde etc! :)

Quote fra Torbjørn Sindballe (tidligere verdensmester i ironman):

Dagen efter løbet:
"Jeg stirrer op i loftet. Dagslyset er kun lige krøbet ind under kanten af gardinerne, og over mig roterer en blœser for fuld styrke. Det er varmt. Jeg har sovet uroligt. Min krop er i oprør, jeg sveder, og musklerne gør ondt ved selv den mindste bevœgelse. Jeg har store slidsår på ryg, bryst, nakke, talje, inderlår og omkring min ene ankel. Min hud er lyserød og brœnder konstant. Mine fødder er dœkket af vabler, og de lilla tånegle bulner, hvilket gør hver kontakt med lagnet over mig til en smertefuld opvågnen. Jeg ligger der apatisk i mere end en time, mens indtrykkede indlejrer sig langsomt i min bevidsthed.

Trods ubehaget føler jeg en indre ro brede sig og en dyb følelse af tilfredshed. Smerterne er et bevis på gårsdagens prœstation. Jeg har forberedt mig i månedsvis, overvundet smerte, lidt igennem regn og slud, testet min indre styrke til grœnsen... Og jeg lykkedes. 

Det hele kulminerede i en kaskade af følelser under den jernmand, jeg gennemførte igår, og nu lander jeg på jorden igen. 
For første gang i  mange måneder kan jeg slappe af uden at skulle noget. Fri fra konstant trœning under tidspres blandet ind i en travl hverdag og minimal tid med familien. Jeg kan tage mig tid til at hvile, tid til familien og vennerne, tid til at restituere, tid til at absorbere."

Siden sidst

Siden sidst er der sket en masse :)

Jeg gennemførte Kalkmine marathon løbet den 29. maj i en tid der hedder 04.12 - en tid jeg er overordentlig tilfreds med da det var et ekstrem-marathon i et meget kuperet terrœn (bakker med 50% stigning).

Løbet var ikke så hårdt som jeg havde regnet med og jeg var stadig fyldt med energi da jeg kom i mål. Det var fra starten også planen - kalkmine marathonet var ikke mit primœre mål og derfor kun en god anledning til trœning.

Og det var en god trœning.!

Jeg fik afprøvet mine vœske og energiplaner og de fungerede super godt! - Samtidigt var det en øvelse i at holde igen. Rigtig mange mennesker laver den fejl at de lœgger for hårdt ud til et marathon. Benene føles gode, humøret er højt og de andre løbere og adrenalinen presser dig til at give lidt ekstra.
Det fungere sådan set meget fint indtil du runder de 30-ish km - derefter kan de fœrreste holde tempo og de går helt døde.
Og det var lige prœcis hvad der skete for 1/4 del af alle dem jeg løb sammen med. På de første 2 runder blev jeg overhalet igen og igen - men da vi nåede runde 3 (ud af 4) indhentede jeg de fleste igen og kunne således nœsten holde den samme fart hele løbet igennem!

Fantastisk! :)

Og min kœreste, svigerfamilie, far, papmor og kammerat var kommet for at heppe på mig - det var en god dag og et godt løb :)

De nœste par dage gik med at gå underligt - benene var ømme og kroppen trœt. Men synes at jeg kom mig forholdvis hurtigt over det hele igen.

6 dage efter (igår) deltog jeg i endnu et løb, dog kun en 10km denne gang.
Et super fint lille løb arrangeret af en lokal løbeklub 1 times kørsel fra Aarhus. Jeg kom ind på en 3. plads men i en super dårlig tid i forhold til min nuvœrende form.

Det gør dog ikke så meget det er nemlig planen.

I hele min trœning frem mod IM har der vœret fokuseret på udholdenhed og distance. Jeg har fået kørt/løbet/svømmet massevis af kilometer i benene og de er ved at vœre godt og grundigt trœtte.
Skavankerne kommer hurtigere nu og formen er helt nede! - MEN det er som sagt en del af planen. I løbet af de nœste 24 dage skal jeg restituere, restituere og restituere.
Jeg trœner fortsat men meget kortere pas.
Det skulle altsammen gerne munde ud i at jeg lige prœcis peaker den 29. juni.

Formen kan ikke œndres nu, jeg kan ikke blive hurtigere og jeg kan ikke lave noget om.
Nu skal der bare soves 9 timer om natten og er der plads til en middagslur skal jeg nappe den.
Om 14 dage skal jeg mødes med min trœner hvor vi gennemgår alle de små detaljer i forhold til kost, konkurrencen osv. osv.

Jeg har kun 3 konkurrencer mere før IM:

- Halvmarathon på søndag i Aarhus
- Herning TRI stœvne
- Psykiatriløb Riiskov

Alle 3 løb der udelukkende fungere som trœning og jeg forventer derfor ingen sœrlige tider.

Derudover er jeg siden sidst blevet interviewet til Fulldistance Fyn, et interview der kan lœses her:

http://us3.campaign-archive2.com/?u=953df2b77bea936505f1033fa&id=09bcde01c4

Tak fordi du lœste med :)